Deprecated: trim(): Passing null to parameter #1 ($string) of type string is deprecated in /var/www/www.wwf.dk/www/wp-content/plugins/wordpress-seo/src/presenters/canonical-presenter.php on line 49
27/10/2020

Årsberetning 2020

En udmattet koala går rundt i et brændende landskab. Til sidst sætter den sig ned i flammerne og giver op. Du har sikkert set den forfærdelige video, som gik verden rundt, og som for mange blev symbolet på naturkrisen. Men til forskel fra den udmattede koala skal vi ikke give op. Vi skal kæmpe videre.

Udover Australien brændte det også i Amazonas og Indonesien, med katastrofale konsekvenser for både mennesker og dyr. Der er intet unaturligt i skovbrande, men klimaforandringer og afskovning har øget frekvensen og omfanget af disse brande. De bliver gradvist større og mere ødelæggende.

Og skovbrande er ikke den eneste naturkatastrofe, der har ramt os det seneste år. Flere lande har været ramt af vandmangel, samtidig med at vores klode bare bliver varmere og varmere. I marts satte naturen så sit foreløbige knockout ind i form af Corona-virussen. En ny, ukendt virus, der formentlig blev spredt fra en flagermus til et skældyr til et menneske. Skældyret endte sit liv på et illegalt dyremarked i Kina.

Et marked hvor vilde — ofte truede — dyr bliver klemt sammen i små bure, inden de sælges som kæledyr eller eksotiske fødevarer. Konsekvensen er til at tage og føle på. Jo mere vi presser naturen, desto mere presser den tilbage. Med ødelæggende konsekvenser for vores eget liv. Vi kan ikke længere lukke øjnene for naturkrisen. For naturen har i den grad givet os et wake-up call, og tiden er inde til at lave ’a new deal for nature and people’.

Det virker måske som en uoverkommelig opgave, men det er faktisk meget simpelt. Naturen er nemlig løsningen på verdens udfordringer. For hvis vi beskytter og genopretter naturen, kan vi skabe sikkerhed, bæredygtig vækst og velstand. Og naturens potentiale er uendeligt. Den skal ikke opfindes eller udvikles. Den er her og venter bare på at blive taget i brug. Hvis vi altså tør tænke ud af boksen og ind i naturen.

Det arbejde kan WWF ikke gøre alene. Derfor vil jeg gerne takke alle jer, der har støttet vores arbejde det sidste år; fonde, virksomheder og helt almindelige danskere. Vi har i den grad trukket i arbejdstøjet og er ’open for business’ for alle, der vil være med.

Mange naturhilsner

Bo Øksnebjerg, generalsekretær WWF Verdensnaturfonden

DOWNLOAD ÅRSBERETNING 2020 (pdf)