Latinsk navn

Panthera uncia / Uncia uncia

Levesteder

Kolde høje bjerge: Rusland, Butan, Kina, Pakistan, Usbekistan, Indien, Kasakhstan Kirgisistan, Mongoliet, Nepal Tadsjikistan, Afghanistan.

Bestand

4.000 til 6.000 individer.

Længde

125 cm lang krop. 80-100 cm lang hale.

Vægt

22-52 kg.

Status

Sårbar art

Sneleoparden lever i nogle af de mest barske områder på jorden. Den er perfekt tilpasset til at leve og bo i de høje bjerge i Centralasien. Den er let genkendelig med sin lyse pels, sorte pletter og sin lange tykke hale. Men det unikke kattedyr er truet af krybskytteri, tab af levesteder og klimaforandringer. I 2015 startede WWF den første Species Action Plan for sneleopard og arbejder i felten i sneleopardens leveområder, for at stoppe nedgangen af disse smukke dyr

Godt beskyttet mod de lave temperaturer

Sneleoparden er perfekt tilpasset til dens levesteder i de høje bjerge. Dens tykke pels med mørke pletter kamuflerer effektivt og sørger for at sneleoparden blender ind mellem sten og sne. På den måde kan sneleoparden nedlægge sine byttedyr i baghold. Den har lange hår med en tyk underpels, der beskytter mod de lave temperaturer.

Sneleopardens hale er længere og tykkere end andre kattedyrs haler. Den kan være op til en meter lang og hjælper leoparden med let at balancere på stejle skråninger. Den lægger halen tæt rundt om kroppen når den sover, som en frakke. Hver nat vælger sneleoparden at sove et sted, hvor der er god udsigt over det omkringliggende terræn. Hannen er, ligesom med mange andre pattedyr, større end hunnen; næsten dobbelt så stor.

Sneleoparden er, i mange regioner, det største rovdyr øverst i fødekæden. Den kan nedlægge byttedyr op til tre gange større end den selv. Den lever primært af alpestenbuk og vilde får, men kan også nedlægge yakokser i Himalaya eller vilde kameler i Mongoliet.

Hannen og hunnen lever hver for sig og mødes kun for at parre sig. Hunnen er drægtig i tre til fire måneder og føder to til tre killinger i en hule om foråret. Hun forer hulen med hårstrå fra sin egen pels for at isolere ungerne mod kulden. Efter tre måneder er de store nok til at tage med deres mor på jagt. De er udvoksede når de er to år gamle og forlader deres mor for at leve alene.

Den bliver på bjerget

Sneleoparden findes i højderne mellem 3.000 meter og 4.000 meter over havets overflade – somme tider helt op til 5.500 meter i Himalayabjergene. De forekommer i 12 lande i det bjergrige Centralasien; fra Butan i syd og Rusland i nord til Usbekistan i vest og Kina i øst. Mange af populationerne er stærkt opdelte, bl.a. fordi sneleoparderne sjældent bevæger sig ned fra bjergene. 60 % af den samlede bestand, der i alt kun omfatter omkring 4.000 individer, lever i Kina.

Sneleopardernes individuelle territorier varierer kraftigt i størrelse, fra 1.000 km2 til 30-65 km2. Jo flere byttedyr der findes i et område, jo mindre plads har sneleoparden brug for. De er ikke aggressive over for hinanden, og derfor kan deres territorier godt overlappe.

Sneleoparden spiller en vigtig rolle som det øverste rovdyr i de høje bjerge. Hvis der findes sneleoparder i et område, tyder det på, at det er et sundt økosystem, hvor også mange andre arter trives.

Bliver dræbt med gift og fælder

Sneleopardens smukke pels er meget efterspurgt i Centralasien, Østeuropa og Rusland. Dens knogler og andre kropsdele bliver anvendt i alternativ medicin i Asien. Sneleopardens unger bliver også somme tider fanget og brugt som kæledyr. Derfor er krybskytteri og indfangning af sneleoparder et alvorligt problem. De mennesker, der bor i sneleopardens områder, lever ofte i fattigdom og ser derfor krybskytteri som en nødvendig indkomstkilde.

De byttedyr, som sneleoparden lever af, bliver færre og færre. De bliver i højere grad udkonkurreret af husdyr som kvæg, geder og får. Dette sker efterhånden som klimaet bliver mildere, og det har desværre den effekt, at sneleoparden bliver fristet til at nedlægge de lokales husdyr. Derfor bliver sneleoparderne også dræbt med gift, fælder og hagl hvis de kommer for tæt på beboede områder.

Sneleopardens levesteder bliver mere og mere indskrænket. De stigende temperaturer kan som følge af globale klimaforandringer flytte trægrænsen længere op ad bjergskråningerne. Det er et problem for sneleoparden, som ikke trives i skove. Det kan også betyde, at landmænd vil plante afgrøder og lade husdyr græsse længere oppe ad bjergskråningerne. Det vil alt sammen indskrænke sneleopardens og dens byttedyrs leveområder.

Det gør WWF

WWF har arbejdet i mange år for at beskytte sneleoparden. Både med at støtte videnskabelige undersøgelser, bæredygtige udviklingsprojekter for de lokale befolkninger og med at arbejde for at stoppe krybskytteri. Men da antallet af sneleoparder stadigvæk er faldende, har WWF valgt at intensivere indsatsen.

I 2015 igangsatte WWF en stor Species Action Plan, der skal hjælpe sneleoparderne. Det er en strategi, der skal sikre WWF’s arbejde i 14 særligt prioriterede områder, hvor der findes sneleoparder. Der vil blive rettet fokus mod krybskytteri hos regeringer, så efterspørgslen og salget af sneleopard på det illegale marked reduceres.

Der er med hjælp fra WWF blevet bygget sneleopardsikre indhegninger til lokalbefolkningers husdyr. Det har været med til at sænke antallet af angreb på får og geder. Dermed er lokalbefolkningerne også mindre tilbøjelige til at sætte fælder op og skyde sneleoparderne, fordi de ikke længere udgør en trussel mod deres økonomi og levebrød.

Det er af afgørende betydning at få involveret lokalbefolkningen i arbejdet med at beskytte sneleoparderne. Derfor udvikler WWF community-based udviklingsplaner, der hjælper til at reducere konflikterne mellem sneleoparder og mennesker. Det er nemmere at få de lokale til at indgå i bevaringsarbejdet, hvis de kan se fordele i at beskytte sneleoparderne.