Giv en time til naturen

Naturen har brug for dig. Vi mennesker fælder regnskov, ødelægger havmiljøer og bidrager til at udrydde et utal af arter. Naturen forsvinder i en rasende fart, men det kan bremses, hvis vi i fællesskab passer på naturen.

Lørdag den 23. marts beder WWF derfor dig om at give én time til naturen.

Jo flere vi er, jo større forskel gør vi, men det vigtigste er at gøre noget. Naturen har nemlig brug for al den hjælp, den kan få.

På denne dag samler WWF sine mere end fem millioner støtter i hele verden om at give naturen én time, når vi markerer ’Earth Hour’.

Du bestemmer selv, hvordan du hjælper, men vi har samlet seks gode forslag til, hvordan du kan gøre en forskel for naturen på én time. Tilmeld dig, og vær med til at give noget tilbage til naturen.

Psst… du kan også tilmelde din ven, din partner eller din kollega.

Giv en time til naturen. Den har brug for dig.

0 TIMER

28

TIMER

250 TIMER

Gør en forskel for naturen

I WWF Verdensnaturfonden kæmper vi for naturen. Vi kæmper for den natur, vi har, og for at få endnu mere natur.

Lørdag den 23. marts giver vi én time til naturen.

Dansk natur er i biodiversitetskrise, men den kan bremses, hvis vi i fællesskab passer på naturen. Hvad enten du planter en hjemmehørende art, reparerer dit tøj eller bygger et pindsvineskjul, så er du med til at beskytte og genoprette dansk natur.

Tilmeld dig selv, dine venner og familie og giv én time til naturen. Så er du med til at bremse tabet af biodiversitet.

 

 

Earth Hour
Hvad vil du gøre i én time?
Ved udfyldelse accepterer jeg WWF Verdensnaturfondens privatlivs- og cookiepolitik, samt at modtage e-mails fra WWF.

Saml affald i naturen

Danskerne har europarekord i affald. En del af affaldet ender i naturen, hvor det forurener vandmiljø og jord og risikerer at ende i maven eller om halsen på vores vilde dyr som torsk, pindsvin og gråspurve.

Brug en time på at samle affald i dit lokalområde, i skoven eller på stranden. Så giver du naturen en hjælpende hånd.

Reparer dit tøj

Én af de helt store klima- og miljøbelastninger er tøjproduktion og -forbrug. Danskerne køber i gennemsnit mere end 10 kilo tøj om året. Produktion af stof optager plads fra naturen og indeholder råolie og kemiske stoffer, der forurener og ender i vandmiljøet.

Lav broderi i din hullede uldbluse, sy nye knapper i skjorten eller brug stofrester fra dit aflagte tøj til at lave et par bukser til børnene.

Når du reparerer i stedet for at købe nyt, skåner du naturen.

Plant en hjemmehørende art

Danmarks insekter er i voldsom tilbagegang. Alene de danske bier er i frit fald: 35 vilde biarter er truede eller kritisk truede, og 19 biarter er allerede uddøde. Mange af Danmarks dagsommerfugle er allerede forsvundet, og endnu flere er truede eller sårbare.

Insekterne mangler levesteder, men du kan give dem en hjælpende hånd ved at plante én eller flere hjemmehørende arter. Netop nu er det tid til at forspire sommerens blomster og spiselige planter.

Her er ti blomster og spiselige planter, som insekterne elsker:

Hjemmehørende blomster: røllike, blåhat, blodrød storkenæb, dagpragtstjerne, hvid okseøje

Hjemmehørende spiselige planter: blåbær, solbær, purløg, oregano, skovjordbær

Lav et bæredygtigt måltid

Kødproduktion belaster både klima og miljø, og så tager kvægbrug og andet dyrehold enormt meget plads fra naturen – både i Danmark og i udlandet. Fiskeri med naturskadelige bundslæbende redskaber og overfiskeri skader havets økosystemer.

Vi skal spise flere planter, bælgfrugter og bæredygtig fisk, så bliver der mere plads til natur.

Lav for eksempel en bolognese med linser, muslingesuppe eller grillet blæksprutte.

Download opskrift her

Skab et skjulested til havens dyr

Vi mennesker fylder alt for meget, så naturen mangler plads. Derfor kan du hjælpe naturen og Danmarks dyreliv ved for eksempel at lave et skjulested til havens dyr.

En stendynge – stor eller lille – af sten i forskellige størrelser kan bruges som skjulested for små pattedyr som pindsvin og lækat. Stendyngen er også god til krybdyr, der er vekselvarme og bruger omgivelserne til at varme sig på.

Om sommeren kan stendyngen fungere som ynglested for biller, bier og sommerfugle. Og om vinteren vil humlebier eller salamandre måske overvintre i hulrummene.

Giv din økonomi en grøn gennemgang

Hvad har netbank, pensionsopsparinger og budgetter egentlig med naturen at gøre? En hel del faktisk. For hver gang vi bruger (eller ikke bruger) penge, så kan vi være med til at skubbe økonomien i en grønnere retning ved at skåne naturen eller ligefrem investere i den!

Her er tre ting, du kan nå på en time:

1. Danskerne har over 4.000 milliarder kroner i pensionsopsparinger. De fleste pensionsselskaber tilbyder en grøn investeringsprofil, så dine penge kan investeres mere bæredygtigt. Du kan ændre din investeringsprofil nemt og online.

2. Hvor skal du holde ferie det næste år? Danskerne bruger over 80 milliarder på ferie om året*, og ferien kan sagtens gøres (mere) bæredygtig. Hold for eksempel ferie i Danmark og oplev nogle af vores unikke naturområder, eller tag toget til sydens sol.

3. Kan dit forbrug blive grønnere? Brug for eksempel WWF’s Fiskeguide, når der skal fisk på middagsbordet. Køb genbrug, når du trænger til nyt tøj, møbler eller legetøj. Og husk: Køb kun det, du har brug for.

*Tallet stammer fra en OnePoll-undersøgelse foretaget for Norwegian Cruise Line i sommeren 2023.