GUIDE: Sådan mindsker du dit madspild | WWF Denmark

GUIDE: Sådan mindsker du dit madspild



Nyhed lagt på den 24 maj 2017   |  
Supermarkederne skal stoppe madspild!
© Jens Trolle Grafisk
Madspild er et kæmpe globalt problem og en massiv og unødig belastning af naturen og klimaet. 1/3 af verdens fødevarer går til spilde. I Danmark smider vi hvert eneste år over 700.000 ton mad direkte i skraldespanden hjemme i køkkenerne! Det skal vi lave om på! Derfor præsenterer vi her i samarbejde med Stop Spild af Mad en guide til, hvordan du kan mindske dit madspild: 

VIL DU HJÆLPE WWF MED AT FÅ SUPERMARKEDERNE TIL AT STOPPE MADSPILD? SÅ KLIK HER!


I KØKKENET:

Guld i dine (køle)skabe: Gør som supermarkederne – hav et flow i dit køleskab, din fryser og dine køkkenskabe, så de ældste og åbne fødevarer står forrest og helst på en hylde i din øjenhøjde, så du husker at bruge maden op.
 
Lav ”Rest-taurant” hver søndag, hvor du husker at ”spise op” i dit køleskab og bruger alle de gode rester. Hver måned skal du gøre det samme med din fryser og udnytte de gode rester, som du har gemt.
 
Lær at opbevare maden rigtigt: Æbler, pærer, bananer og appelsiner skal helst ikke i berøring med hinanden, ellers modnes de hurtigere. Tomater, avocado, rugbrød, kartofler, bananer og citrusfrugter skal opbevares udenfor køleskabet. Broccoli, blomkål, champignoner, forårsløg, gulerødder (uden top), salathoved, kål, løg og porrer opbevares i en plastpose i køleskabet. Brug kun plastemballage, som er egnet til fødevarer.
 
Hav styr på datomærkningen: ”Sidste anvendelsesdato” bruges på fersk kød og betyder, at maden helst skal spises inden denne dato. ”Mindst holdbar til”/”Bedst før” bruges på pasta, ris, knækbrød, chokolade, müsli m.v. som du kan sagtens kan spise efter datoen. Er du i tvivl, så lugt og smag på maden.
 
Mindre tallerkener:
De seneste 20 år er tallerkenstørrelsen vokset – og det kan også ses på befolkningens taljemål. Jo større tallerken er, jo mere tilbøjelig er du til at fylde den op. Ved at bruge mindre tallerkener og fade, sørger du for, at hverken du eller din skraldespand overspiser.
 
Kvalitet frem for kvantitet: Overvej, om du kan købe mindre mad, men af bedre kvalitet. Undersøgelser viser, at hvis man køber fx køber økologisk mad, som kan være lidt dyrere end konventionel, er man tilbøjelig til at smide mindre ud. Hellere mindre, men bedre kvalitet – frem for meget af dårlig kvalitet.  
 
Freeze: Det meste af overskudsmaden kan fryses – gerne ved at portionsopdele. Brød kan skæres i skiver og fryses. Selv fløde, krydderurter, overskydende grøntsager og frugt, ost, m.v. kan portionsopdeles og fryses.
 
Del maden med naboen hvis du har fået lavet for meget mad. Hav en madfællesskab i opgangen. Giv dine gæster doggybags med rester med hjem.
 
Gendyrk maden: Gendyrk-trenden er i gang, og du kan gendyrke meget direkte i din vindueskarm. Bl.a. selleri, hvidløg, forårsløg, kål, salat, krydderurter, fennikel, koriander, gulerødder, porrer m.m.
 
 
I SUPERMARKEDET:
 
Planlæg: Lav en madplan og en indkøbsliste. Et nemt trick er at tage et billede af dit køleskabsindhold, så du ved, hvad du i forvejen har derhjemme, når du i ulvetimen står i supermarkedet.
 
Styr din indre hamster: Husk at overhamstring, især i jule- og påsketiden, får os til at købe meget mere ind, end vi reelt skal bruge. Men mange butikker holder også åbent i helligdagene.
 
Vælg mindre størrelse kurve og vogne: Butikkernes kurve og vogne er på de seneste 20 år blevet større. Det får dig automatisk til at købe mere ind, end du skal bruge. Vælg derfor en mindre indkøbskurv, hvis muligt – og bær den gerne i hånden i stedet for at trække den efter dig på hjul.
 
Gå efter datovarer hvis du alligevel skal spise maden i dag. Så kan du både spare penge og hjælpe butikkerne med at mindske madspild.
 
Gå efter de ”skæve” single-varer: En skæv agurk, krum gulerod eller single-banan smager ligeså godt som de andre – men bliver ofte ikke solgt og ender derfor som madspild.
 
Kilde: Stop Spild af Mad
Supermarkederne skal stoppe madspild!
© Jens Trolle Grafisk Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus