WWF Årsberetning 2017-18 | WWF Denmark

WWF Årsberetning 2017-18



Nyhed lagt på den 08 oktober 2018
Forside - Årsberetning 2017-18.
© WWF

NATURBEVARELSE, DER BATTER NOGET!

Jeg bliver ofte spurgt, om det nytter noget at forsøge at stoppe naturens tragiske tilbagegang. Og indrømmet, opgaven virker da også monumental. Igen i år har forskerne druknet os i dårlige nyheder.

Mere end 70 pct. af verdens havfugle er eksempelvis forsvundet på bare 60 år, bestanden af glasål i Nordsøen er faldet med 98 pct. og antallet af orangutanger er i frit fald. Den helt store kæberyster var et studie af 27.000 forskellige dyrearter, der viste, at halvdelen af alle individer blandt de undersøgte dyrearter er gået tabt siden 1970.

Rent videnskabeligt svarer det til en massedød på linje med den, verden oplevede, da dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden. Så batter kampen for naturen virkelig noget? Svaret er et rungende ”ja!”

For at imødekomme naturkrisen lancerede WWF Verdensnaturfonden i år en ny strategi med tre fokusområder:
1) Naturen skal tilbage på dagsordenen.
2) Danskerne skal engageres i kampen for dyrenes fremtid.
3) Vi skal finde nye, stærke partnere til at gennemføre de store forandringer, der skal til.

Og strategien virker! WWF har både fået flere børne- og voksenmedlemmer i FY18. Vi har indsamlet flere midler til nye naturprojekter i ind- og udland. Og vi har øget vores indflydelse og gennemslagskraft. I 2018 fik vi f.eks. Folketinget til at stramme lovgivningen for handlen med udryddelsestruede dyr.

Vi har også opnået store resultater med nye spændende partnere, der også kæmper for en bedre fremtid. Sammen med Netto, Føtex og Bilka fik vi sat plastikforureningen i havene på dagsordenen og har fået fjernet millioner af plastik-vatpinde, engangsplastik og andet skrammel fra hylderne.

Internationalt er der også lys i mørket. Pandaen, bjerggorillaen og tigeren er f.eks. i fremgang efter årtiers krise. Kina har forbudt handel med elfenben. Regeringen i Belize har droppet planerne om olieboringer på den nordlige halvkugles største koralrev. Og verdens største beskyttede havområde er blevet udpeget i Antarktis. Vi kan kort sagt vende udviklingen, hvis vi vil. Men vi kunne aldrig gøre det uden alle jer, der støtter vores kamp for verdens dyre- og planteliv.

Tusind tak for opbakningen! Sammen kan vi redde verdens sårbare natur.

De bedste naturhilsener
Bo Øksnebjerg, Generalsekretær WWF
Forside - Årsberetning 2017-18.
© WWF Forstør