Vi vil redde Danmarks have | WWF Denmark

Vi vil redde Danmarks have



Nyhed lagt på den 21 august 2019   |  
Torsk
© Erling Svensen / WWF
Havet er ved at blive kvalt af iltsvind, forurening og bundtrawling. WWF er gået sammen med tre andre organisationer om et nyt initiativ, der skal få politikere og danskere til at redde havet.
 
Vi ønsker, at flere får øje på den krise, der udspiller sig under vandoverfladen. Den danske befolkning er nemlig ikke klar over, hvor galt det står til. En ny undersøgelse fra MEGAFON, som vi har fået lavet, viser, at over halvdelen af de adspurgte danskere ikke er klar over alvoren i de forringede tilstande.
 
For eksempel at Østersøens områder med iltmangel er 10-doblet de seneste 100 år. At 85 procent af havbunden i vores del af Nordsøen er forstyrret, og at torskebestanden i Kattegat er nede på 10 procent af, hvad den var i 1970’erne.
 
Faktisk vil ikke ét eneste dansk havområde i 2020 opfylde målsætningen om god miljøtilstand.
 
Derfor kalder WWF, Danmarks Naturfredningsforening, Levende Hav og Danmarks Sportsfiskerforbund nu til samling for at redde havet omkring Danmark.
 
Det er VELUX FONDEN, der støtter initiativet, og ifølge programchef, Mikkel Klougart, er støtten helt på linje med fondens generelle fokus på at styrke det danske havmiljø.
 
”Vi har en fantastisk nabo i havet. Livet under overfladen er en vigtig del af vores fælles natur og identitet, men havet er presset og har behov for opmærksomhed. Vi vil gerne give havet en stemme, så flere bliver opmærksomme på de mange muligheder et sundt havmiljø giver os”, siger Mikkel Klougart.
 
Han bakkes op af generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg:
 
”Vi skal redde havet nu. I alt for mange år har forurening, overfiskeri og mangel på respekt for havnaturen hersket. Det ser vi konsekvenserne af nu i form af øget iltsvind, pressede fiskebestande, giftige kemikalier og ødelagt havbund. Det er alvorligt, og derfor beder vi nu alle danskere og politikere om at være med til at redde vores danske farvande. Vi ved, at danskerne elsker havet, og vi ved, at de forventer, at vores politikere gør mere for at beskytte havet herhjemme”, siger Bo Øksnebjerg.

Bundtrawl har fået frit spil
Det er især udledningen af næringsstoffer fra intensivt landbrug og industri-spildevand, der forurener og hæmmer havene omkring Danmark. Stofferne medfører en eksplosivt voksende algevækst, der forringer leveforholdene for fisk, bunddyr og planter. Den store algeproduktion og hurtige omsætning af næringsstoffer skygger for bundplanternes dybeste voksesteder og efterlader i stedet en bar havbund, hvor der hverken er føde eller skjul for havets dyr. Hvert år bliver bunddyr i et område på op til 14.000 km2 dræbt af iltsvind.
 
Samtidig har fiskeri med bundtrawl i mange år fået frit spil, selvom det er veldokumenteret, at bundtrawling ødelægger havnaturen. Ved bundtrawl slæbes et stort net henover havbunden som ødelægges, og dens naturlige biologi forstyrres. Mange arter, der bliver fanget som bifangst, overlever ikke turen i trawlposen og bliver kastet døde tilbage i havet.
 
Bundtrawl, forurening og iltsvind betyder, at de danske farvande allerede har mistet rigdom og vildskab. For eksempel er de fleste haj- og rokkearter helt forsvundet fra store dele af vores farvande. Alt dette har alvorlige konsekvenser for havets biodiversitet og fremtidige tilstand. Men der er håb, hvis vi handler nu.
 
Kampagnen opfordrer alle danskere til at skrive under på en redningsplan. Du kan skrive under her: www.RedHavet.Nu
 
Torsk
© Erling Svensen / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus