EU har rekord i at rydde regnskove | WWF Denmark

EU har rekord i at rydde regnskove



Nyhed lagt på den 29 august 2013   |  
WWF UK and WWF Germany are working with WWF CARPO on a 2 year EU-funded campaign (2010-2011) to raise awareness among EU consumers of the links between their consumption of timber products and the effects on communities and forests in the Congo Basin region.
© Brent Stirton / Getty Images / WWF-UK
Ingen slår EU, når det gælder om at ødelægge verdens skov via import. Vi slår både kineserne og amerikanerne, viser ny rapport.

To gange Danmarks samlede areal gået tabt

Når vi europæere spiser chokolade, vasker vores hår i shampoo eller spiser en svinekotelet, er vi en væsentlig årsag til massiv skovrydning. 

I perioden 1990 til 2008 bærer de 27 medlemslande ansvaret for, at 9 millioner hektar skov er gået tabt - et område svarende til godt to gange Danmarks samlede areal.

Det fremgår af en ny, uafhængig rapport, som EU-kommissionen har bestilt hos et konsortium anført af Det Flamske Institut for Teknologisk Forskning (Vito). Et »banebrydende« stykke arbejde, mener WWF.

»Rapporten er det mest veldokumenterede bevis på, at vi har et problem, og at der skal handles«, siger Gitte Seeberg.

EU bruger mere regnskov end Kina og USA

Forklaringen er, siger eksperterne bag rapporten, at EU har et stort forbrug per indbygger koblet med en relativt begrænset adgang til landbrugsjord. Det medfører en stor import - ikke mindst af palmeolie og soja. Den vegetabilske olie bruges i en lang række produkter som altså f.eks. chokolade og shampoo, mens sojaen udgør en stor del af foderet til de svin og fjerkræ, der ender i supermarkedernes kølediske.

De fleste produkter, der er skyld i afskovning, forbruges lokalt eller regionalt. Men når det gælder afskovning som en konsekvens af den internationale handel, kommer ingen i nærheden af de 500 millioner EU-borgere.

Danskere, tyskere og de andre europæere bærer ansvaret for omtrent dobbelt så meget afskovning som det folkerige Kina med 1,3 milliarder indbyggere og det øvrige Østasien. Endnu værre er sammenligningen med Nordamerika. EU er indirekte årsagen til mere end fire gange så meget afskovning som USA, Canada og de øvrige lande.

De usynlige konsekvenser

Den nye publikation vækker opsigt, fordi der er tale om en omfattende kortlægning af den faktiske verdenshandel med de produkter, der kobles til skovrydning. Med andre ord en troværdig øjenåbner, siger den belgiske professor i geologi Eric Lambin.

»Disse resultater er meget vigtige, fordi de med en højere nøjagtighed end hidtil sætter tal på de usynlige konsekvenser af EU's forbrug for nogle af de mest værdifulde økosystemer i udlandet«, siger Lambin, der bl.a. underviser ved School of Earth Sciences på det anerkendte Stanford University i USA.

Dansk kødnation har kæmpeaftryk

»Der skal ske noget på det her område. Med alle vores svin og kyllinger har Danmark et enormt stort fodaftryk på den afskovning, der finder sted«, siger Gitte Seeberg. Sammen med Danmarks Naturfredningsforening opfordrer WWF til, at de danske supermarkeder og landmænd gør mere for at dæmme op for problemet, men det er svært at gøre mere, lyder det fra brancherne.

Ansvarlig produktion er løsningen

Men der findes løsninger på problemet med det globale fodaftryk i verdens regnskove. WWF støtter RSPO og RTRS, der står for henholdsvis ansvarligt produceret palmeolie og soja, der dyrkes på områder, hvor der ikke er fældet oprindelig regnskov og naturområder med høj bevaringsværdi.

Læs rapporten (pdf.)
WWF UK and WWF Germany are working with WWF CARPO on a 2 year EU-funded campaign (2010-2011) to raise awareness among EU consumers of the links between their consumption of timber products and the effects on communities and forests in the Congo Basin region.
© Brent Stirton / Getty Images / WWF-UK Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus