Det Danmark vi giver videre | WWF Denmark

Det Danmark vi giver videre



Nyhed lagt på den 18 juni 2015   |  
WWF's panda på valgpatrulje i Aarhus
© Rune Langhoff/WWF
Når du sætter dit kryds, så tænk på andet end dagpenge, flygtninge og hvorvidt det kan betale sig at arbejde

Debatindlæg af generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Gitte Seeberg bragt hos Jyllands-Posten 17. juni 2015

De emner, mange af politikerne taler om i valgkampen, er vigtige. Ingen tvivl om det. Emnerne optager tilsyneladende også mange af danskerne. Men det meste handler om Danmark i dag og ikke Danmark i morgen eller om tredive år.

Der tales om det Danmark, vi kender. Der tales om, at vi skal videre, hvis vi lytter til Socialdemokraterne. Der tales om et Danmark for fremtiden, hvis vi lytter til Venstre.

Men sandheden er, at vi er på vej til at vinke farvel til det Danmark, vi kender og at fremtiden ikke ser for lys ud, hvis vi fortsætter som nu.

Selvfølgelig vil både Venstre og Socialdemokraterne skrue på de knapper, der er nemmest at nå. Men jeg savner altså, at begge statsministerkandidater leverer klare svar på de største udfordringer, vi står over for.

Det er ikke dagpengesystemet, selvom det er vigtigt. Det er ikke flygtningeområdet, selvom det er vigtigt. Det er ikke arbejdsmarkedets incitamentsstruktur, selvom det også er vigtigt. 

Det vigtigste er det land, vi lever i og den planet, vi deler med resten af verden.

Den har det ikke for godt. Klimaforandringerne er på vej til at bringe planeten ud af sin naturlige balance. Menneskets overforbrug og befolkningstilvæksten driver rovdrift på vores ressourcer i et hidtil uset omfang og med uoverskuelige konsekvenser til følge.

De udfordringer, som vi er på vej imod, er velbeskrevne.

De fleste har hørt om vandstandsstigningerne, der også vil ramme os her i Danmark. Det samme gælder det ekstreme vejr, som vi allerede i dag har set flere eksempler på herhjemme med hyppige skybrud som det fremmeste eksempel.

Andre og mindst lige så alvorlige konsekvenser, vi må se frem til er stigende fødevarepriser eller endda hungersnød, når høsten svigter eller udbyttet på markerne svigter. Mangel på rent drikkevand, eksempelvis når saltvand trænger ind i drikkevandsreservoirer.

Endelig er der den øgede globale ustabilitet, som forandringer vil medføre. Konflikter vil blusse op, når mennesker sender på flugt på grund af hungersnød, ødelæggende vandmasser og andre katastrofer. Klimaflygtninge vil flokkes mod Europa.

Samtidig er halvdelen af verdens vilde dyr forsvundet på 40 år. Det er synd for dyrene, og det er synd for os, for vi lever af, at naturen har det godt. Ellers går det ud over den luft, vi indånder og den mad, der skal mætte os. Det har vi ikke råd til at gamble med.

Ikke desto mindre er det den virkelighed, vi er på vej imod. Det siger alle forskere med forstand på emnet.

Er det den verden, vi vil give videre til kommende generationer? Er det det Danmark, vi giver videre? Ikke hvis det står til mig.

Det er udfordringer, der får mange af valgkampens emner til at blegne. Så hvorfor taler vi ikke (mere) om det? 

Det er særligt ærgerligt, når der faktisk er realpolitiske løsninger, der kan forfølges, som vil bidrage til at gøre problemerne mindre.

Med en ambitiøs klimapolitik viser Danmark resten af verden, at velfærd og grøn omstilling kan gå hånd i hånd. Vi skaber eksport. Vi skaber titusindvis af grønne job.

Hvis vi lader skovene stå urørt hen, vil dyrelivet igen trives og vi vil leve op til internationale forpligtelser.

Hvis vi sætter krav til landbruget, vil naturen blomstre frem igen – både herhjemme, men også ude, hvor foderproduktion til danske svin har store konsekvenser for naturen. 

Så for mig handler det ikke om rødt eller blåt i stemmeboksen i morgen. Det handler om grønt. Det handler om det Danmark, vi giver videre.
WWF's panda på valgpatrulje i Aarhus
© Rune Langhoff/WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus