Kæmpepandaen ikke længere truet | WWF Denmark

Kæmpepandaen ikke længere truet



Nyhed lagt på den 05 september 2016   |  
Kæmpepanda, der spiser bambus, Sichuan-provinsen i Kina.
© Susan A. Mainka / WWF
Fantastisk nyhed fra IUCN - Verdens internationale naturbeskyttelsesorganisation: Kæmpe-pandaen er netop blevet nedklassificeret fra ‘moderat truet’ til ‘sårbar’ på den globale liste over arter, som er i farezonen for at uddø, den såkaldte rødliste. 

- Det er en fantastisk glædelig nyhed. Den glade nyhed fra IUCN kommer på baggrund af, at den kinesiske regering sidste år kunne oplyse, at bestanden af pandaer er steget med 17 procent, sådan at der nu lever 1864 kæmpepandaer i Kinas vilde natur. Fremgangen viser, at Kina gør en stor indsats for bevarelse af pandaen, og at det nytter at beskytte de skove, hvor pandaen lever. Årtiers indsats og pres fra WWF bærer nu frugt, siger WWF Verdensnaturfondens wildlife-ekspert, programleder for skov og biodiversitet Bo Normander. 

Kina optalte senest bestanden af pandaer tilbage i 2003. Dengang levede der 1.596 kæmpe-pandaer i den vilde natur.

Også WWF internationale generaldirektør, Marco Lambertini, glæder sig:
- I over 50 år har kæmpepandaen været klodens mest elskværdige frednings-ikon - ligesom den har været symbolet for WWF. Det, at pandaen nu ikke længere er klassificeret som moderat truet er en fantastisk nyhed for alle, der er engagerede i og arbejder for at beskytte naturen og arterne.

- Kæmpepandaens fremgang viser, hvordan vi kan redde dyrelivet og forbedre biodiversiteten når videnskaben, politisk vilje og engagement fra lokalsamfund arbejder sammen, tilføjer Lambertini.

Panda som logo

WWF bruger pandaen som logo. Panda-logoet blev designet af organisations stiftende formand, naturalist og maler Sir Peter Scott I 1961. 20 år senere blev WWF den første internationale organisation, som opererede i Kina.  
 
Siden da har WWF arbejdet side om side med regeringer med initiativer om at redde kæmpepandaen og dens levesteder. Blandt andet ved at hjælpe med at etablere netværk af kæmpepanda-reservater og panda-korridorer og samarbejde med lokalsamfund i de skove, hvor pandaen lever. Dette arbejde har resulteret i, at to tredjedele af de vilde pandaer nu lever i beskyttede områder. 

Mens kæmpepandaens bestand er i fremgang, er der andre arter, som ifølge IUCN, er i tilbagegang. Bl.a. østlig lavlandsgorilla, som før var klassificeret som 'moderat truet', men som bliver klassificeret nu 'kritisk truet'. 

Optælling med støtte fra WWF

Den kinesiske optælling, der som nævnt ligger til grund for den nye klassificering af kæmpe-pandaen, er kun den fjerde af sin art. Den begyndte i 2010 og har modtaget såvel teknisk som økonomisk støtte fra WWF. Den viser, at 1.246 af de vilde pandaer lever i naturreservater, hvilket svarer til 66,8 procent af den samlede bestand og udgør 53,8 procent af det samlede habitatområde.
 
Der er i øjeblikket 67 naturreservater for pandaer i Kina. Det er 27 flere end ved sidste optælling i 2003.
 
WWF støtter den kinesiske regerings arbejde for beskyttelse af pandaen ved at oprette naturreservater og ved at skabe såkaldte bambuskorridorer mellem reservaterne, så pandaerne kan finde mere mad og nye partnere til parring. WWF sikrer ligeledes juridisk beskyttelse af en stor del af pandahabitaterne og forbedrer metoderne til at beskytte pandaen generelt.
 
Selvom optællingen viser en vækst i såvel pandaens bestand som dens habitat, står pandaen stadig over for massive udfordringer.  33,2 procent af pandaerne lever uden for beskyttede områder og opsplitning af pandaens habitat er steget mærkbart, så 46,2 procent af pandaens levesteder nu ligger uden for de beskyttede naturområder.
 
De traditionelle trusler, fx krybskytteri, synes at være faldende, mens minedrift, vandkraft, turisme og opførslen af ny infrastruktur har fået større negativ indflydelse på pandaen.
 
WWF’s 2015-2025-plan for pandabevaring fokuserer netop på at forbedre pandaens habitat på en måde, som balancerer beskyttelsestiltag med lokal, bæredygtig udvikling.
 
Bevarelsen af pandaen kommer også mange andre sjældne dyr og planter til gode i det sydvestlige Kina. Pandaens habitat beskytter truede arter som gedeantilopen Takin, den gyldne stumpnæseabe, rød panda og japansk ibis. 

 
Bliv medlem af WWF
Kæmpepanda, der spiser bambus, Sichuan-provinsen i Kina.
© Susan A. Mainka / WWF Forstør
Udviklingen af WWF's pandalogo.
© WWF Forstør
Panda Dyr
Giant panda (Ailuropoda melanoleuca); Wolong Research Centre, Sichuan Province, China
© © Susan A. Mainka / WWF Forstør
Panda Dyr Kina
Giant panda (Ailuropoda melanoleuca) head portrait, Sichuan, China, captive
© naturepl.com /Juan Carlos Munoz / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus