En god dag for isbjørnen | WWF Denmark

En god dag for isbjørnen



Nyhed lagt på den 04 december 2013   |  
Isbjørn
© naturepl.com/Steve Kazlowski/WWF
Ministre og delegationer fra fem arktiske lande har i dag forpligtet sig til at gennemføre tiltag, der vil hjælpe isbjørnen til at overleve i hele dens arktiske udbredelsesområde.

Det skete på Det internationale forum for isbjørnens bevarelse i denne russiske hovedstad Moskva; et topmøde, der er støttet af WWF.

- Der er en god dag for isbjørnen. Det er brede internationale aftaler, som denne, der skal til for, at isbjørnen også i fremtid vil være et globalt ikon, siger WWF Verdensnaturfondens generalsekretær, Gitte Seeberg og fortsætter:

- Vi oplever, at der er stor folkelig opbakning til isbjørnens sag, og det er også nødvendigt, for udfordringerne er fortsat store.

WWF: Fordobl indsatsen
Mødet i dag fandt sted 40 år efter den første internationale aftale om isbjørnens bevarelse blev vedtaget i Norge. WWF har deltaget i topmødet og organisationens internationale topchef er godt tilfreds med resultatet:

- De arktiske staters udmelding i dag er et skridt i den rigtige retning for at sikre fremtiden for disse fantastiske dyr, siger WWFs internationale generalsekretær Jim Leape, der deltog i mødet.

- Landene bygger videre på 40 år god forvaltning af isbjørnen. Jeg vil dog opfordre dem til at fordoble deres indsats, så isbjørnen er rustet til de udfordringer, den står over for i de kommende 40 år. Det kan de gøre ved at implementere den fælles arktiske handlingsplan for isbjørnen og bidrage til at stoppe klimaforandringerne, siger Jim Leape videre.

Et andet af topmødets resultater er, at ministrene for de lande, hvor isbjørnen lever – altså Grønland og Danmark, Norge, USA, Rusland og Canada – forpligter sig til i deres forvaltning at fokusere på, at isbjørnens levesteder trues af, at havisen smelter og at den industrielle udvikling i Arktis tager fart.

Vil uddele karakterer
- Vi byder alt det, som landene har forpligtet sig til i dag, velkomment. Men vi vil holde godt og grundigt øje med, om planerne bliver ført ud i livet. WWF vil overvåge udviklingen ved årligt at uddele karakterer til de forskellige lande, siger WWF’s isbjørnetalsmand Geoff York.

- Fra WWFs side vil vi også fortsat støtte det nødvendige arbejde for isbjørnen på tværs af Arktis og bidrage med ressourcer og ekspertise for at fastslå bestandens helbred, identificere de områder, der er afgørende for isbjørnen og reducere konflikter mellem mennesker og isbjørnen, siger han videre.

Mens deltagerne i topmødet vil styrke forvaltningen af isbjørnens habitat og adressere de direkte trusler mod isbjørnen, kan de ikke redde isbjørnen alene. I kraft af den nuværende stigning i temperaturerne i Arktis, vil klimaforandringerne smelte den havis, som isbjørnen er afhængig af.

Derfor er det nødvendigt, at ikke bare deltagerne i topmødet, men lande på hele kloden gør sit for at bekæmpe klimaforandringerne ved at investere i vedvarende energi og droppe støtten til fossile brændsler, mener WWF.

Isbjørn
© naturepl.com/Steve Kazlowski/WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus