Aftale om palmeolie er et kæmpe grønt skridt | WWF Denmark

Aftale om palmeolie er et kæmpe grønt skridt



Nyhed lagt på den 16 juni 2014   |  
"Drømmeland"
© Red Orangutangen
Fantastiske nyheder for regnskoven i Sydøstasien! En række danske fødevarevirksomheder i Dansk Industri har underskrevet en erklæring, hvor de forpligter sig på at den palmeolie, de bruger, er ansvarligt produceret senest ved udgangen af 2018.

- Det her er rigtig godt. Vi har kæmpet for at sætte palmeoliens negative effekter for skov, dyr og klima på dagsordenen i årevis. Derfor er det med rigtig stor glæde, at vi konstaterer, at det er lykkes Fødevarevirksomhederne i DI at tage afsæt til at få rengjort dette beskidte fodaftryk, udtaler Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og forsætter:

-Danske virksomheders ansvar for afskovning i forbindelse med deres forbrug af palmeolie er blevet meget seriøst behandlet i foråret i den arbejdsgruppe, som Fødevareminister Dan Jørgensen sad for bordenden af. Og den erklæring, som DI Fødevarer fremlægger i dag, kan vi være yderst tilfredse med.

Palmeolie og truede dyr

Palmeolie indgår som en vigtig ingrediens i en række fødevarer og andre dagligvarer. Produktionen af palmeolie finder helt overvejende sted i Sydøstasien i lande som i Indonesien og Malaysia. Disse lande er også levesteder for en række truede dyrearter, der lever i regnskove, som bliver inddraget til plantager for oliepalmer. Efterspørgslen af de gyldne dråber er i de seneste år steget markant. Udviklingen forventes at fortsætte på grund af befolkningstilvæksten og den øgede globale købekraft.

Ansvarlig produktion er et must

Produktionen af palmeolie udgør en afgørende indtægt for millioner af småbønder og tusindvis af lokalt ansatte i forsyningskæden, og samtidig er udbyttet pr. areal mange gange større end andre vegetabilske olier. Derfor er det så vigtigt, at palmeolien forsat bliver på markedet – men i en ansvarligt produceret form. Og det er det, toneangivende danske fødevarevirksomheder nu tager ansvar for.

- Vi danskerne bruger hver dag meget mere regnskov, end de fleste af os aner. Det er denne her palmeolieerklæring med til at ændre på. Den er både seriøs og ambitiøs. Det er vores håb, at landbruget nu vil følge i fodsporene af DI Fødevarer og gøre noget ved den soja, som lander i de danske fodertrug. Den udgør nemlig Danmarks andet helt store beskidte fodaftryk i de tropiske skove, afslutter Gitte Seeberg.

Fakta om Erklæringen

  • Palmeolieerklæringen har tilslutning fra DI Fødevarers bestyrelse.
  • Der er nedsat et task force under ledelse af DI, som skal sikre transparens og fremdrift i arbejdet for bæredygtighed. WWF er en del af denne task force.
  • Målet er, at ved udgangen af 2016 er alt palmeolie anvendt som deklareret ingrediens i produkter som minimum dækket af Green Palm-certifikater.
  • Derudover øger den enkelte virksomhed hvert år ambitionen med henblik på at opnå 100 pct. fysisk certificeret palmeolie seneste ved udgangen af 2018 (segregeret eller identity preserved RSPO eller en tilsvarende ordning, der er anerkendt og gennegår en certificeringsproces).

Fakta om palmeolie

  • Palmeolie er den mest cost-effektive vegetabilske olie på markedet – det vil sige at det er den olie, som giver mest olie med mindst brug af land
  • Palmeolien stammer ofte fra plantager, hvor der tidligere lå regnskov. Produktionen har store negative konsekvenser for naturen og truede sjældne dyrearter som tigre, elefanter, næsehorn og orangutanger.
  • Når produktionen af palmeolie forekommer på regnskovsområder, som bliver brændt af, fører det også til store udslip af CO2. Derfor er det vigtigt, at produktionen finder sted på en ansvarlig måde.
  • Round Table of Sustainable Palm Oil (RSPO) er en internationalt anerkendt certificeringsordning, der har til formål at sikre en ansvarlig og bæredygtig produktion af palmeolie.

Fakta om RSPO

  • Blandt RSPO’s medlemmer findes ngo’er, palmeolieproducenter, industrien, detailhandel, banker m.fl.. Disse har i fællesskab opstillet specifikke principper og kriterier for certificering af ansvarligt produceret palmeolie.
  • 16 procent af verdens palmeolieproduktion er nu RSPO-certificeret.
  • Der er flere end 1500 RSPO-medlememr over hele verden.
  • Virksomhederne kan efterspørge forskellige former for RSPO-certificeret palmeolie:
1. Book & Claim: Køb af Green Palm-certifikat, hvormed man støtter RSPO-palmeolie.
2. Mass Balance: Blanding af certificeret og konventionelt palmeolie. Her er det ikke alene den fysiske certificerede olie, man får.
3. Segregeret palmeolie: Garanti for at palmeolien udelukkende er dyrket i RSPO-certificerede plantager.
4. Identity Preserved: Sporbar bæredygtig palmeolie gennem hele leverandørkæden til en bestemt plantage.
"Drømmeland"
© Red Orangutangen Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus