Danske NGO’er: Resultatet af klimamøde i Durban er usselt | WWF Denmark

Danske NGO’er: Resultatet af klimamøde i Durban er usselt



Nyhed lagt på den 11 december 2011   |  
Cooling towers letting out steam and smoke at a coal-fired power station near Pontefract in Yorkshire, UK.
© Edward Parker / WWF

Landene besluttede, at en ny aftale først skal gælde for årene efter 2020. Det blev også vedtaget, at landene skal forhandle om at øge de reduktionsmål, de på nuværende tidspunkt har sat, men der er intet i teksten, som sikrer, at der kommer noget ud af disse forhandlinger.

Aftalen underminerer muligheden for at nå to graders målsætningen
”Det er for usselt, at de store lande med USA i spidsen nu får lov at vente til efter 2020 med at igangsætte den nødvendige klimaindsats. Det gør det meget vanskeligt at nå målet om at holde klimaændringerne under de kritiske to grader. Med aftalen accepterer verdens lande, at sætte kurs mod kaos i klodens klimasystem og udtørring af verdens livsvigtige kornkamre” , siger Troels Dam Christensen, koordinator for 92-gruppen.

EU gav efter og svigter verdens fattige
”Vi håbede, at EU ville stå fast på et krav om, at en ny aftale skulle træde i kraft hurtigst muligt efter 2015. Men EU-landene valgte i stedet at gå med til en helt utilstrækkelig aftale. Det er en hån mod den den alliance, EU indgik med verdens fattige lande torsdag aften, og det er et svigt i forhold til klimaet og klodens mest udsatte befolkninger”, udtaler Tove Ryding, international klimakoordinator i Greenpeace.

EU har fået et tomt løfte fra USA
”EU har krævet at skulle have noget til gengæld for at fortsætte Kyoto-protokollen. Men sandheden er, at EU intet har fået fra USA ud over et luftigt løfte om at indgå i en forhandlingsproces frem mod en ny klimaaftale mange år ud i fremtiden. USA har ved tidligere lejligheder vist, at man ikke har problemer med at deltage i internationale forhandlinger for at trække ambitionsniveauet ned og derefter undlade at ratificere den indgåede aftale”, siger John Nordbo, klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfonden.

Grøn fond etableret – men uden penge
Klimatopmødet endte med at etablere en ny grøn klimafond, der har til formål at støtte de fattige ulandes indsats for at modgå den globale opvarmning. ”Det er godt og nødvendigt, at den grønne fond endelig er blevet en realitet. Der er blot det problem, at fonden stort set er tom. Det er dybt skuffende” udtaler Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, der dog pointerer, at Danmark har bidraget: ”Der er et akut behov for, at flere lande følger det danske eksempel og giver penge, så arbejdet med klimasikring i verdens skrøbelige lande kan komme i gang. Det er helt enkelt et spørgsmål om liv eller død.”

For yderligere information kontakt:

 M attias Söderberg, Folkekirkens Nødhjælp +45 29 70 06 09

Tove Ryding, Greenpeace +45 28 78 08 83, lokal mobil i Sydafrika +27 71 38 23 0 23

John Nordbo, WWF Verdensnaturfonden + 45 21 34 22 92, lokal mobil i Sydafrika +27 72 08 96 741

Troels Dam Christensen, koordinator, 92-gruppen, +45 21 72 79 57

92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling er et netværk af 22 danske udviklings- og miljø-organisationer, se www.92grp.dk

Cooling towers letting out steam and smoke at a coal-fired power station near Pontefract in Yorkshire, UK.
© Edward Parker / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus