Foreløbig sejr i kampen om gorillaer og olie | WWF Denmark

Foreløbig sejr i kampen om gorillaer og olie



Nyhed lagt på den 18 marts 2011   |  
Den Demokratiske Republik Congos regering har netop meddelt, at de trækker tilladelsen til at bore efter olie i Afrikas ældste nationalpark, Virunga, tilbage. WWF roser regeringen, der ellers for nyligt gav de to britiske olieselskaber SOCO og Dominion lov til at begynde olieaktiviteter i parken, som bl.a. er kendt for dens truede bjerggorillaer og status på FN’s liste over verdensarv.

Landets miljøministerium har netop udsendt en erklæring om, at de vil sætte de planlagte olieboringer i bero, indtil en grundig undersøgelse har klargjort de potentielle følger. Minister José E. B. Endundo sagde, at han ikke vil tillade de britiske selskaber at bore i parken, før en gennemsigtig og strategisk miljøvurdering har vist, om et sådant projekt kan forsvares i en af verdens mest dyrebare og skrøbelige naturparker.

”Det er en foreløbig sejr for WWF, som har arbejdet intensivt igennem de seneste måneder på at få stoppet olieboringerne. Nu mangler vi bare at se en endelig garanti på bordet om, at der ikke vil ske olieudvinding i Virunga, hverken nu eller i fremtiden,” siger WWF’s danske generalsekretær, Gitte Seeberg, som har fulgt sagen tæt.

Der står derfor stadig meget på spil, ifølge WWF:

”Den planlagte olieboring vil ikke alene true den fjerdedel af verdens sidste bjerggorillaer, som lever i parken. Olieboringerne vil også få fatale konksekvenser for de tusindvis af fattige mennesker, som er afhængige af indtægter og ressourcer fra den naturrige park. Hvis olieboringer bliver tilladt i dette unikke område åbner det samtidig op for en ekstremt farlig præcedens om, at selv de mest sårbare steder på jorden er åbne for menneskets jagt efter olie,” slår Gitte Seeberg fast.

Virunga Nationalpark ligger i det østlige Congo og grænser op til Uganda og Rwanda. Parken er på størrelse med Sjælland og Bornholm og bliver ofte fremhævet for sin utrolige biodiversitet. Olieboringerne er planlagt til at foregå i en del af Virunga, som ifølge UNESCO rummer den største tæthed af vildtlevende pattedyr på kloden. Olieaktiviteterne vil derfor ikke kun gå ud over gorillaerne, men også have en direkte negativ effekt på de elefanter, chimpanser, flodheste, bøfler og mange andre arter, som lever her.

WWF opfordrer den congolesiske regering til at garantere, at der ikke kommer til at foregår olieudvinding i parken og beder samtidig de britiske olieselskaber om at respektere loven og aflyse deres planer, som vil sætte årtiers succesrige arbejde med at bevare Virungas natur lysår tilbage.

For mere information:

Maj Manczak
Manager for skov og bæredygtig tømmerhandel, Østafrika
Tlf.: 35 24 78 46
m.manczak@wwf.dk

Kommentarer

blog comments powered by Disqus