WWF Verdensnaturfondens årsrapport 2010 | WWF Denmark

WWF Verdensnaturfondens årsrapport 2010



Nyhed lagt på den 01 september 2010   |  
WWF Verdensnaturfondens Årsrapport 2010
© WWF Danmark
2009-10 har været et økonomisk udfordrende år for WWF Verdensnaturfonden (WWF).
Arbejdet for økonomisk genopretning har været en krævende proces for den danske organisation.
Derfor er der nu stor tilfredshed med årets resultat.

Egenkapitalen er godt på vej til at blive genoprettet. Det hårde arbejde har lønnet sig. Men mindre
kan heller ikke gøre det. For presset på verdens natur, miljø og dyreliv er bare vokset og vokset
i det forgangne år. Det kræver økonomiske ressourcer at tage kampen op.

Mennesket bruger hvert år ca. 25 procent flere af naturens ressourcer, end jorden kan nå at genskabe. Vores overforbrug er et kolossalt problem, for gennem det kommer jordens klima i ubalance. Fiskebestande kollapser, og regnskove fældes for at give plads til landbrug og plantager.

Udfordringerne har aldrig været så store og så mange. Og løsningerne er ikke enkle. Hvis udviklingen skal tilbage på sporet, kræver det handling på mange niveauer samtidig.

Vi har i det forgangne år forsøgt at påvirke verdens ledere til at skabe rammebetingelser,
som effektivt kan forandre de handlemønstre, der er årsagen til problemerne.

Vi har udfordret virksomheder til at blive mere miljørigtige gennem udvikling af nye bæredygtige produkter og produktionsmetoder og bedre udnyttelse af naturens ressourcer. Endelig har vi arbejdet med rigtig
mange mennesker, som ved, hvad en ansvarlig livsstil er og som bidrager til at tage hensyn til den klode, hvis tilstand vores fælles fremtid står og
falder med.

I WWF tror vi på, at denne tilgang er forklaringen på, at vi igennem næsten et halvt århundrede har opnået resultater, uden hvilke vores klode i dag havde været væsentligt fattigere.

I denne årsrapport kan du læse om nogle af de resultater, WWF har opnået i perioden medio 2009 til medio 2010. Rigtig god læselyst.

Gitte Seeberg
Generalsekretær,
WWF Verdensnaturfonden
WWF Verdensnaturfondens Årsrapport 2010
© WWF Danmark Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus