Tiden er inde til en ny aftale mellem natur og mennesker | WWF Denmark

Tiden er inde til en ny aftale mellem natur og mennesker

Nyhed lagt på den
08 maj 2019
En million dyre- og plantearter er truet af udryddelse og den hastighed, som arterne uddør med, er stadig stigende. Vi står ganske enkelt med en masseuddøen på hånden, som er menneskeskabt og som vil gå ud over os mennesker, hvis vi ikke handler nu.

Det er den overordnede konklusion fra FNs panel for biodiversitet og økosystemtjenester, IPBES, i den formentlig største og mest veldokumenterede rapport nogensinde om klodens naturtab.

IPBES-rapporten er udarbejdet af godt 145 af verdens førende forskere på området og godkendt af 130 nationer. Den opsummerer praktisk taget al tilgængelig viden om klodens aktuelle naturtilstand. Udover, at 1 mio. arter er truet af udryddelse, konkluderer FN også, at der fra 1990 til 2015 er ryddet 290 mio. hektar oprindelig naturskov svarende til hele Argentina. Næsten 50 pct. af alle truede pattedyr på landjorden er allerede påvirket negativt af klimaforandringerne, og en tredjedel af revformende koraller og hajer er truet. Hele 70 pct. af de stoffer, der er i kræftmedicin enten kommer fra naturen eller er inspireret deraf og risikerer at forsvinde i takt med, at der bliver ryddet mere skov.

Nedgangen i biodiversitet skubber sammen med klimaforandringerne vores planet helt til kanten. Videnskaben har aldrig været klarere og bevidstheden har aldrig været større.

Det er tid til afgørende handling – det er tid til en ny aftale mellem natur og mennesker.


”Vi mister biodiversitet som aldrig før”

Verdens førende beslutningstagere blev allerede sidste år advaret om den eskalerende naturkrise, da WWF lancerede sin Living Planet Report. Den viser blandt andet, at naturen leverer tjenester til menneskeheden til en værdi af omkring 125 billioner dollars om året. Det kan være tjenester som rent drikkevand og mad eller bestøvning af afgrøder og altså planter til medicin.

Men den alarmerende tilbagegang af arter undergraver naturens evne til at opretholde sig selv og det skader de mange økosystemtjenester, som vi mennesker er afhængige af.

I den nye rapport bygger FN videre på WWF’s advarsler. De har samlet og sammenlignet vigtige videnskabelige data om den rolle, som biodiversitet og naturressourcer spiller i vores økonomier og virksomheder. Den viser med al tydelighed, at hverken politikere, virksomhedsledere eller andre beslutningstagere kan sidde de omfattende konsekvenser overhøring længere.

Der er presserende behov for handling, der reducerer det hastige tab af natur og det skal i stor udstrækning ske ved at reducere den menneskelige indvirkning på naturen.

”Vi mister biodiversitet som aldrig før. Op imod en million arter er truet af udryddelse. Vi har mistet oprindelig naturskov og vådområder i ubegribelige mængder. Jeg er fuldstændig enig med IPBES i, at naturkrisen er ligeså vigtig som klimaforandringerne, hvis ikke vigtigere. Rapporten her viser os, at vi er meget mere afhængige af dyr og natur i vores dagligdag, end vi lige går og tror. Det har en direkte indflydelse på vores liv, hvis de her naturværdier forsvinder. Så det er ikke kun en miljømæssig udfordring længere. Det er også en økonomisk udfordring, en social udfordring og etisk udfordring, som vi må og skal løse,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Modsat dengang, hvor klimaforandringerne gjorde sit indtog og ingen vidste, hvad der skulle til for at dæmme op for dem, så ved vi i dag, hvad der skal til for at imødekomme naturkrisen.

Konkret kan vi få de største gevinster ved at fokusere på fire mål:
  • Giv mere plads til vild natur. Vi skal kæmpe for at holde fast i de vilde bestande, som vi stadig har ved at opfordre til mere natur. I oceanerne, på land, vi ikke længere har brug for, og endda i vores byer.
  • Tag vare på verdenshavene. Et globalt netværk af ikke-fiskezoner og en traktat om brugen af ​​internationale farvande kan genskabe havets sundhed, så det faktisk producerer flere fisk til os alle.
  • Effektivisér fødevareproduktionen. Dette sikrer markant bedre arealudnyttelse, hvilket skaber større græsarealer, reducerer afskovning og vores efterspørgsel på ferskvand samt sikrer sundere, mere rentabel mad til flere mennesker.
  • Udfas fossile brændsler og erstat dem med vedvarende energi. Dette vil ikke kun forsinke opvarmning og forsuring af oceanerne, men også føre til ren luft for os alle. 


WWF kæmper for mennesker og natur i balance

IPBES-rapporten er et vigtigt videnskabeligt bevis, der informerer om biodiversitetens og økosystemernes tilstand og – baseret på forskellige scenarier – giver anbefalinger om, hvilke modige beslutninger, der skal træffes for at få verden flyttet i retning af en bæredygtig fremtid.

Rapporten er lanceret som et værktøj til beslutningstagere frem mod det afgørende internationale topmøde om biodiversitet i Beijing i 2020, hvor WWF også vil være massivt tilstede.

Her vil verdens ledere tage de afgørende beslutninger om Paris-aftalens fremtidige retning, målene for bæredygtig udvikling og en ny global ramme for biodiversitet og natur frem til 2030. Lykkes det at træffe de beslutninger, så vi når de fire mål anført ovenfor, er vi godt på vej til at blive en art i balance med naturen igen. Det vil være en bemærkelsesværdig rejse fra en art af få millioner mennesker for 20.000 år siden, der kæmper for at overleve til flere milliarder mennesker, der lever lange, sunde liv på en stabil planet, der er i stand til at sørge for alle vores behov.

Kun på det tidspunkt vil den antropocæne tidsalder – menneskets tidsalder – for alvor være i gang og først på det tidspunkt kan vi være stolte af at kalde det vores planet.

Støt en klode med mere natur - bliv WWF Naturforkæmper nu

Kommentarer

blog comments powered by Disqus