I dag har vi brugt alle Jordens ressourcer for 2019 | WWF Denmark

I dag har vi brugt alle Jordens ressourcer for 2019

Nyhed lagt på den
29 juli 2019
Fra og med i dag går vi igen i minus på klodens konto for naturressourcer. De ressourcer, der var til rådighed for hele 2019, er nemlig allerede brugt. Det viser nye tal fra Global Footprint Network, der samtidig peger på, at Danmark fortsat forbruger jordens ressourcer langt over det globale gennemsnit.

Vi mennesker bruger 1,75 gange flere ressourcer, end Jorden kan genskabe på ét år. Det betyder, at vi overforbruger jordens ressourcer de resterende fem måneder af året og det ødelægger naturens økosystemer, som vi mennesker er dybt afhængige af.

Dagen i dag er kendt som Earth Overshoot Day, fordi den markerer, hvornår alle jordens fornybare naturressourcer er opbrugt for resten af året. Sidste år faldt Earth Overshoot Day d. 1. august, men på bare ét år er jordens ressourcer altså blevet brugt hele tre dage hurtigere.

Og menneskets øgede overforbrug kommer på et kritisk tidspunkt for verdens natur. Tidligere i år advarede FN i den hidtil mest omfattende rapport om, at en million dyre- og plantearter er truet af udryddelse og påpegede, at det menneskelige overforbrug er den væsentligste årsag til tilbagegangen. Samtidig advarer eksperterne om, at tabet af vild natur på sigt kan føre til bl.a. mangel på fødevarer og rent drikkevand.

”Det er en giftig cocktail, vi har gang i her. Verdens ressourcer forsvinder hurtigere, end planeten kan genskabe dem, og samtidig viser forskningen, at tabet af naturens goder kan få katastrofale konsekvenser for mennesket. Derfor er der brug for handling nu. Verdens ledere må lave en global aftale, som bringer mennesket i balance med naturen og nedbringer overforbruget – og det er der faktisk allerede god mulighed for, når verdens politiske ledere samles til topmøde i Beijing næste år for at lægge en plan for, hvordan vi redder klodens økosystemer, planter og arter, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Beregningen af verdens såkaldte økologiske fodaftryk er kompliceret. Tallene stammer fra mere end 200.000 forskellige målepunkter, der kommer fra bl.a. FN og nationale myndigheder fra hele verden, og tallene er derfor forbundet med en vis usikkerhed.

Meget forsimplet beregner forskerne, hvor mange ressourcer planeten producerer, og hvor mange mennesket forbruger, og trækker de to tal fra hinanden. Hvis vi for eksempel fanger flere fisk, end bestandene kan nå at reproducere, inden for det samme år, er der tale om overforbrug.

Danmark er blandt de største syndere

Danskernes forbrug af jordens ressourcer er stadig markant over gennemsnittet. Hvis alle mennesker i verden levede som danskerne, skulle vi have omkring 4,2 jordkloder til rådighed. Det danske antal jordkloder er det samme som sidste år, mens det globale forbrug til gengæld er steget fra 1,7 sidste år til 1,75 jordklode i år, og det vækker bekymring hos WWF Verdensnaturfonden:

”Overforbruget ude i verden er voldsomt stigende, og det lover ikke godt for fremtiden. Danmarks placering i topfeltet af overforbrugere er heller ikke just opmuntrende. Danskerness overforbrug har ligget nogenlunde stabilt siden 2009. Så når vi i år er gået fra en 9. til en 12. plads blandt de lande i verden, der sætter det største negative fodaftryk på planeten, skyldes det især, at forbruget i andre lande fortsat stiger voldsomt,” siger Bo Øksnebjerg og fortsætter:

”Som et af de mest storforbrugende lande i verden bør Danmark gå foran og vise, at det rent faktisk er muligt at leve i balance med naturen. Vi ved godt, hvordan vi skal gøre – så der er rigeligt at gå i gang med for den nye regering, der jo fra start har vist, at naturkrisen og tabet af vilde dyr og plantearter er højt prioriterede områder. Danmark bør gå foran i processen op til topmødet i Beijing i 2020”.

På verdensplan er det igen i år Qatar, der indtager førstepladsen med et forbrug, der ville kræve i nærheden af ni jordkloder, hvis hele jordens befolkning forbrugte på samme måde. USA’s forbrug ville kræve fem jordkloder, mens vi skal helt ned til nummer 29 på listen for at finde vores norske naboer.

Blandt de lande, som trækker færrest veksler på naturen, finder man lande som Ecuador og Indonesien, der begge er lande med særdeles høj biodiversitet og beskyttelsesværdig natur.
 
KONTAKT
Generalsekretær Bo Øksnebjerg træffes via presserådgiver Alexander Fredens på 31 27 09 07 eller a.fredens@wwf.dk

Kommentarer

blog comments powered by Disqus