Skid i skoven på sommer-festivalerne og lær mere om regnskoven | WWF Denmark

Skid i skoven på sommer-festivalerne og lær mere om regnskoven



Nyhed lagt på den 01 juli 2015   |  
Gorilla Dyr Østafrika
Bjerggorilla
© naturepl.com /Andy Rouse / WWF
Sommertid er lig med festivaltid i Danmark. Også for WWF Verdensnaturfonden, der turnerer rundt på de danske festivaler med vandbesparende toiletter forklædt som regnskov. Toiletterne skal få de feststemte gæster til at skænke truede dyr og regnskoven en tanke imens de fester. 

Af Cecilie Weinholt-Ludvigsen

Rene toiletter med træk og slip skal lokke festivalgæsterne til WWF’s toiletvogn, der er placeret i en regnskov med omvandrende bjerggorillaer. Alt dette for på en ny måde at fortælle danskerne om regnskovens forsvinden og bjerggorillaernes kamp for at overleve.

Regnskoven er presset af menneskenes forbrug på kloden, klimaforandringer og overbefolkning.

Hvert minut bliver det, der svarer til 36 fodboldbaner regnskov fældet. Det meste fældes for at gøre plads til landbrug, soja, palmeolie eller for at skaffe tømmer og brændsel til at varme huse op og lave mad. Engang var 14 % af verden dækket af regnskov. I dag er det kun 6 %. 

Når skovene forsvinder, truer det menneskeaberne – også de ikoniske bjerggorillaer. De lever nemlig i nogle af de skove, der hver dag bliver mindre og mindre. I dag er der kun omkring 880 bjergbjerggorillaer tilbage i naturen. Det er ikke mange, men det går faktisk langsomt fremad - i 1989 var der kun 620. Artens eksistens er dog stadig truet. 

Det er lykkedes at skabe langsom fremgang trods presset op skovene, fordi flere og flere er blevet opmærksomme på, at bjerggorillaerne er i fare for at blive udryddet. Samtidig har økoturisme, hvor turister rejser af sted for at se bjerggorillaerne og betaler til lokale for det, været med til at øge incitamentet til at passe bedre på bjerggorillaerne og deres levesteder.
 

Der er plads til seriøs viden på festival

Regnskov, der ødelægges og truede dyr er store emner på en feststemt festivalplads, så derfor er de hårde budskaber pakket lidt anderledes ind end normalt: Nemlig i en vandbesparende toiletvogn, der er beklædt med regnskovs-palmer og artister klædt ud i bjerggorilladragter.

Inde i vognen er der først og fremmest mulighed for at komme på toilettet, men der er også skrevet lokumspoesi på dørene, hvor gæsterne kan få lidt kort information om skovenes tilstand imens de træder af på naturens vegne.

”Vi laver det her stunt for at møde danskerne på en ny måde. Det er ikke altid via computeren eller medierne danskerne skal møde WWF, og det arbejde vi gør for truede dyr. Vi vil gerne ud og møde danskerne og fortælle dem, at de kan være med til at gøre en forskel – og vi tror på, at danskerne også gerne vil møde os”, siger Gitte Seeberg, Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Udenfor toiletvognen vil WWF-medarbejdere møde festivalgæsterne i regnskoven, og her er de klar til at svare på danskernes spørgsmål om regnskovene og bjerggorillaernes tilstand.
 

Alle kan gøre en forskel

På festivalpladserne kan det være svært lige at se, hvad ens eget forbrug betyder for verdens regnskove og bjerggorillaer. Men der er faktisk sammenhænge. Måske er festivalsgæsternes havemøbler lavet af illegalt træ fra regnskoven eller musikprogrammerne er trykt på papir, der ikke er FSC-mærket. 

Store mængder af det tømmer, der fældes i regnskovene sælges til udenlandske virksomheder til f.eks. bøger, toiletpapir og havemøbler. Men efterspørgslen på palmeolie er også skyld i at meget skov fældes. 60 % af den skovrydning, der er planlagt lige nu på grund af palmeolie overlapper med områder, hvor menneskeaber lever. 

De fleste træer bliver fældet illegalt og uden kontrol i forhold til genplantning af skov, hensyn til lokalbefolkningen eller dyrene. Og her er det, at alle kan være med til at gøre en forskel. Vi kan f.eks. vælge at købe FSC-mærket varer. Når produkterne bærer FSC-mærket betyder det, at træet kommer fra bæredygtig skov, hvor der genplantes eller skoven får lov at gro til igen samtidig med, at der tages højde for lokalbefolkningen  - og det er til fordel for dyrene.

En anden mulighed for at gøre en forskel er at rejse med omtanke. Der findes efterhånden flere og flere rejsebureauer, der tilbyder økoturisme. Det er turisme, hvor rejsen og turene er tilrettelagt, så turisternes penge støtter lokalbefolkningen, naturen og dyrene, og der samtidig tages højde for, at rejserne ikke påvirker rejsemålet dårligt.
 

FSC-mærket er med til at redde regnskoven

FSC mærkningen står for ansvarlig og bæredygtig skovdrift. FSC dækker over navnet Forest Stewardship Council. Det er et internationalt anerkendt certifikat, der viser, at et skovprodukt er fremstillet efter bæredygtige metoder. Samtidig sikrer det, at de ansatte arbejder under ordentlige vilkår. FSC står grundlæggende på tre ben: Det miljømæssige, det økonomiske og det sociale. Idéen er, at produkterne fremstilles bæredygtigt, at lokalbefolkningen får glæde af produktionen, både socialt og økonomisk. 

”Miljømærkning af skovprodukter er set som et af de mest effektive midler i kampen mod afskovning. For at certificeringen skal virke, må mærket være troværdigt. Ellers er det bare et grønt gummistempel. WWF ser FSC som det mest troværdige certificeringssytem til at varetage miljømæssige, sociale og økonomiske interesser inden for skovbrug på nuværende tidspunkt. WWF anbefaler derfor FSC-mærket til forbrugere, skovejere, politikere og virksomheder”, siger senior skovkonsulent for Afrika og Asien, Maj Manczak fra WWF Verdensnaturfonden.

For at være berettiget til FSC-mærket, skal en producent sørge for, at der plantes lige så meget, som der fældes. Samtidig er det vigtigt, at redskaberne bruges effektivt. For eksempel fælder man i Uganda ofte med 9mm håndholdte motorsave. Men når træet skal skæres til planker, så er det vigtigt, at der bruges en tyndere, fastlåst sav, f.eks. en 1mm mobil savmølle. På den måde går der mindre træ spildt mellem hver planke, og man får mere lige planker, som ikke skal skæres til bagefter. På den måde får man flere planker ud af hver fældet træ, så færre træer skal fældes.

En af udfordringerne er efterspørgslen på FSC-mærket produkter – der købes simpelthen ikke nok FSC-mærkede varer. Derfor arbejder WWF med at udbrede kendskabet og efterspørgslen til FSC-mærket, så forbrugerne efterspørger de bæredygtige skovprodukter. For hvis der er afsætning i netop bæredygtigt træ, så er det også mere rentabelt for skovejere, myndigheder og lokal samfund, der driver skovdrift at tilslutte sig en bæredygtig praksis, der ikke ødelægger de tropiske skove.

Sommerens feststemte festivalsgæster vil derfor kunne få mere viden om bæredygtige forbrugsvaner,  skide i skoven eller læse lokumsdigte om regnskoven, når øllene har fyldt blæren op.
 

Her kan du møde WWF i det danske sommerland

  • Hjallerup Marked d. 5.-7. juni.
  • Roskilde Festival  d.1.-4. juli
  • Vig Festival d. 9. -11. juli.
  • Langelandsfestival d. 18.-25. juli.
  • Skanderborg festival d. 5.-9. august.
 

Fakta om regnskov

  • Der findes regnskove i Sydamerika, Afrika, Asien og Australien. Det største sammenhængende regnskovsområde er Amazonas, som ligger i 8 forskellige lande, bl.a. Brasilien, Ecuador, Peru og Venezuela i Sydamerika. Amazonas fylder et areal på 6,7 millioner kvadratkilometer, det er 155 gange større end Danmark. Den næststørste regnskov på jorden er Congo Basin, der ligger i Afrika. Den er 3,7 millioner kvadratkilometer, og 40 millioner mennesker er afhængige af den i forhold til mad, brændsel, byggematerialer og endda også medicin.
  • Engang dækkede regnskoven mere end 14 % af verdens overflade. I dag dækker den kun 6 %.
  • Regnskoven menes at være over 60 millioner år gammel.
  • Hvert minut fældes 36 fodboldbaner af regnskov.
  •  

Fakta om bjerggorillaer

  • Der er ca. 880 bjerggorillaer tilbage i verden.
  • En bjerggorillafamilie består af op til 30 medlemmer.
  • En voksen han bjerggorilla spiser ca. 20 kilo frugt og grønt om dagen, og bruger mere end halvdelen af døgnet på at samle føde. 
Gorilla Dyr Østafrika
Bjerggorilla
© naturepl.com /Andy Rouse / WWF Forstør
Bjerggorillaer, Bwindi Nationalpark i Uganda.
© Anne Burlund Forstør
Gorilla Dyr Østafrika
Mountain gorilla (Gorilla gorilla beringei), Bwindi National Park, Uganda
© Angela Carpinacci Francesco Lupi / WWF-Italy Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus