Problematisk dæmningsbyggeri på Mekong-floden udskudt | WWF Denmark

Problematisk dæmningsbyggeri på Mekong-floden udskudt



Nyhed lagt på den 16 december 2011   |  
Byggeriet af Xayaburi-dæmningen i det nordlige Laos er netop blevet udskudt på ubestemt tid på et møde i Mekong River Commission (MRC) mellem ministrene fra Cambodia, Laos, Thailand og Vietnam. WWF har i flere år advaret imod 11 planlagte dæmningsbyggerier på den nedre del af Mekong-floden, og hilser derfor beslutningen velkommen.

Den ekstra tid skal bruges på at undersøge de virkninger, som dæmningen kan have på flodens unikke økosystem. Det gælder især flodens fisk og bundforhold, der vil blive påvirket negativt af de planlagte dæmninger. Ifølge miljøorganisationer som WWF, vil de planlagte dæmninger spærre for, at mange af flodens fisk kan komme frem til deres gydesteder. Blandt andet svømmer fire af verdens største fisk i flodens vand, men de planlagte dæmninger kan give dødsstødet til flere truede dyrearter som Mekongs gigantiske kæmpemalle og floddelfinen.

”Mekong-floden rummer omkring 1.300 fiskearter. Floden udgør samtidig verdens største ferskvandsfiskeri, som 60 millioner fattige mennesker er afhængige af som livsvigtig proteinkilde. Det er derfor et positivt signal fra Mekong-landene, at de nu har besluttet at undersøge de forventede påvirkninger fra vandkraftværker på hovedløbet, og hvordan Mekong-floden kan forvaltes bæredygtigt,” mener Lasse Juul-Olsen, der er ansvarlig for WWF Verdensnaturfondens projekter i regionen.

”Udskydelsen af Xayaburi-dæmningen er dog kun et lille skridt på vejen, for hvis bare én af de 11 planlagte dæmninger bliver bygget, er det nok til at påføre enorme skader på Mekong-flodens økosystemer,” påpeger Lasse Juul-Olsen og fortsætter:

”WWF opfordrer til et midlertidig forbud i de kommende 10 år mod at bygge dæmninger på den nedre del af Mekong-flodens hovedløb, så den nødvendige forskning kan komme på plads. Og vi opfordrer til, at det presserende behov for strøm i regionen i stedet løses ved blandt andet at opføre dæmninger på bifloderne, for at skåne hovedfloden. Her er adgangen lettere og konsekvenser og risici langt mindre,” slutter han.

For mere information:
Kommunikationskonsulent, Karoline Rahbek, k.rahbek@wwf.dk, tlf. 31 13 07 70.

Kommentarer

blog comments powered by Disqus