WWF: Miljøministeren mangler faglig indsigt | WWF Denmark

WWF: Miljøministeren mangler faglig indsigt



Nyhed lagt på den 28 marts 2017   |  
Muslingebanke.
© WWF/Peter Skødt Knudsen
Miljø- og fødevareministerens forslag om kompenserende muslingeopdræt har ikke nødvendigvis den tilsigtede effekt

Af Peter Blanner, senior marinbiolog, WWF Verdensnaturfonden, indlægget er bragt i Altinget.dk 28. marts

Hvis man sætter sig ind i baggrunden for Miljø- og Fødevareministerens lovforslag L 111, omhandlende kompensationsopdræt i forbindelse med fremtidig havbrugsdrift, og de bemærkninger, som følger forslaget, fremgår det klart, at den faglige baggrund er forkert. Den vil jeg gennemgå her.

Lovforslaget skal skabe vækst i havbrugserhvervet. Det erkendes i lovforslagets bemærkninger, at ”afløbsvandet” ved havbrugsproduktion ikke kan renses, og derfor kan der opstå konflikter med miljølovgivningen.

Derfor står der i bemærkningerne, at det er en forudsætning for en øget havbrugsproduktion, at der etableres et ”miljømæssigt råderum”.

Dette betyder, at i de farvande, hvor forholdene er så gode, at de miljømæssige krav om ”god økologisk tilstand” og ”god miljøtilstand” (som Danmark er forpligtet til at arbejde hen imod under henholdsvis Vandrammedirektivet og Havstrategidirektivet) er mere end overholdt, kan der tåles en vis forøgelse af forureningen.

Danske farvande er forurenede
Denne forudsætning er ikke opfyldt noget sted i de indre danske farvande i dag. Basisanalysen for Havstrategidirektivet fra 2014 viser klart, at forureningsniveauet (= eutrofieringsniveauet) i samtlige indre danske farvande er ”ringe” eller i decideret ”dårlig” tilstand, og at biodiversiteten udviser ”ikke god miljøtilstand”.

Men kan man så forvente, at miljøtilstanden i de danske farvande bliver bedre med de vandplaner og vandmiljøplaner, der allerede er blevet vedtaget?

Nej, det kan man ikke af to grunde: For det første er Danmark langt fra at nå målet i Vandmiljøplanerne (som er en er del af de eksisterende indsatser under Danmarks Havstrategi) om at nedbringe kvælstoftilførslerne fra land til under 42.000 t/år.

Dette er vel at mærke det niveau, vi skal ned under, for at vi med en vis sikkerhed opnår ”god økologisk tilstand”/”god miljøtilstand”.

I 2012 var udledningsniveauet nået ned på 56.000 t, men i de tre efterfølgende år er kvælstoftilførslen igen øget, hvilket fremgår klart og tydeligt af resultaterne fra det nationale overvågningsprogram Novana.

Og for det andet medfører vedtagelsen af landbrugspakken en tilladelig og umiddelbar forøgelse af kvælstoftabet fra dansk landbrug på adskillige 1000 t per år. 

Det er indlysende, at begge forhold fører os længere og længere væk fra ”god økologisk tilstand/ miljøtilstand” og dermed også fra det, man ville kunne kalde ”et miljømæssigt råderum”.

Dertil kommer, at man med lovforslaget vil ”reservere” godt 800 t kvælstof per år til havbrugsdriften. Det ville være logisk, hvis man rent formelt ”tog” disse 800 t fra landbrugets kvælstofkvote, men det er ikke tilfældet – de 800 t er blevet lagt oveni.

Muslingeopdræt er en ustabil løsning
Da man ikke kan rense afløbsvandet fra havbrugene, foreslår ministeren, at fremtidens havbrug kan pålægges en forpligtelse til at lave muslingebrug, der med deres optag af kvælstof og fosfor vil kunne kompensere for den tilførsel af næringsstoffer, som fiskeproduktionen medfører.

Muslingerne skal derefter høstes med jævne mellemrum for at fjerne næringsstofferne fra vandmiljøet. Der står dog i bemærkningerne, at ”En fuld kompensation for de udledte næringsstoffer vil dog næppe være realiserbar.”

Med andre ord forventer man en øget udledning af næringsstoffer fra fremtidens havbrug – og der er således ikke tale om 100 % kompensation, som nogen nok havde forventet.

Men dyrkning af muslinger på liner og net er i dag ikke en ligetil løsning. Langt de fleste af de muslingebrug, der er startet op de seneste år, har måttet lukke igen.

Produktionen har været ramt af en lang række naturlige uheld, såsom isvintre, angreb af søstjerner og edderfugle, store årlige svingninger i larve-rekruttering, tab under stormvejr med mere. Det er alt sammen situationer, der har reduceret mængden af producerede muslinger væsentligt.

Konklusionen er klar: Muslingebrug er i dag en alt for ustabil løsning til at nedbringe næringsstof-udledningen fra havbrug.

Kompensationsopdræt nedbringer ikke forurening
Man kan af ovennævnte grunde ikke på forhånd planlægge, hvor mange tons muslinger man i et kommende år reelt kan producere. Og dermed kan man heller ikke planlægge, hvor mange kilo kvælstof og fosfor man kan hente ud af havet.
I nogle år kan man nærme sig de 100 % af havbrugets forurening – og i andre år kan det være tæt på 0.

I bemærkningerne til lovforslaget står der tydeligt, at ” – der skal være en dokumenteret effekt af virkemidlet til at fjerne kvælstof og/eller fosfor, og denne effekt skal kunne kontrolleres ved  . . . ”, samt at ”En teoretisk sandsynliggørelse af virkemidlets effekter og kontrollerbarhed vil ikke være tilstrækkelig til, at virkemidlet vil kunne optages i bekendtgørelsen.”

Det fremgår yderligere af DTU Aquas rapport til Det Bioøkonomiske Panel fra 2016, at ”Opdræt af muslinger er stadig et forholdsvist nyt erhverv i Danmark, og der vil være store potentialer for teknologi-tilpasning til danske forhold.” ”For en fortsat udvikling af erhvervet og sikring af konkurrenceevnen er det nødvendigt, at styrke Forsknings- og Udviklingsindsatsen på disse områder.”

Det er altså for nuværende ikke muligt at gennemføre en storstilet, forudsigelig, og økonomisk rentabel produktion af fodermuslinger i kompensationsopdrættene. Derfor er forudsætningen om at anvende muslingeopdræt som kompensation i dag heller ikke opfyldt.

Og endelig er det ifølge lovforslaget muligt at placere kompensationsanlæggene langt væk fra selve fiskeproduktionen. Det betyder populært sagt, at de næringsstoffer, der kommer fra havbruget, har masser af ”tid” til at bidrage til en øget lokal produktion af planteplankton, der både kan medføre uklart vand, også kaldet  ”algesuppe”, og bidrage til at forøge bundens iltforbrug.

En øget produktion af planteplankton er lige netop dét, som de førnævnte EU-direktiver og Vandmiljø-planer skal søge at undgå. Men kompensationsanlæg vil i mange tilfælde ikke nedsætte de negative miljøeffekter af havbrugsproduktionen – tværtimod.
 
 
Muslingebanke.
© WWF/Peter Skødt Knudsen Forstør
Peter Blanner, senior marinbiolog, WWF Verdensnaturfonden.
© WWF DK Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus