WWF med til indvielse af Als Stenrev | WWF Denmark

WWF med til indvielse af Als Stenrev



Nyhed lagt på den 08 oktober 2012   |  
Gummiged og pram
© KIm Toft Jorgensen
I dag får Danmark et nyt stenrev, som kommer til at ligge i Sønderborg Bugt. Meningen er, at stenrevet skal være med til at styrke bugtens marine biodiversitet.

Stenrev bliver kaldt for ”havets oaser” på grund af deres store artsrigdom af dyr og planter. Specielt de såkaldt huledannende stenrev, hvor stenene ligger i store bunker, så der dannes hulrum mellem stenene, er levested for et væld af dyr som eksempelvis muslinger, snegle, søpindsvin, læderkoraller og søanemoner foruden de mange fisk, der søger føde eller beskyttelse i de tangskove, der vokser på stenene.

Desværre er de fleste af vores største stenrev blevet fisket op, fordi de er blevet brugt til at bygge danske havnemoler og kystsikringsanlæg med. En praksis der først blev forbudt i 2010, og ud af de 34 km2 huledannende stenrev, der engang fandtes, er der i dag omkring 0,1 km2 tilbage. Et af de steder, hvor man har opfisket stenrev, er Sønderborg Bugt, men nu har Sønderborg Kommune sammen med lokale landmænd og dykkere genetableret et af dem.

Ikke mindre end 2.000 m3 sten er drysset ud over bunden i Sønderborg Bugt efter et sindrigt system for at skabe flest mulige stenhuler på bunden, og i dag skal den sidste sten til Als Stenrev så nedsænkes.

Det sker ved en stor indvielsesceremoni, hvor der udover bl.a. Sønderborgs borgmester og LandboSyds formand også vil være WWF Verdensnaturfondens egen generalsekretær, Gitte Seeberg tilstede. Og hun er glad for, der nu kommer endnu et dansk stenrev.

Det er flot, at så mange forskellige aktører har kunnet finde sammen om denne vigtige sag, så der nu kommer endnu et stenrev,” siger Gitte Seeberg. ”Stenrev er en vigtig marin naturtype, men de største af dem er desværre blevet fjernet gennem de sidste 60-70 år, så WWF håber, det her kun er begyndelsen, og at andre kommuner vil lade sig inspirere til at lave lignende projekter. Der er brug for det.”



Gummiged og pram
© KIm Toft Jorgensen Forstør
Pram
© Kim Toft Jorgensen Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus