Lovende melding fra pensionskasser | WWF Denmark

Lovende melding fra pensionskasser



Nyhed lagt på den 20 november 2013   |  
Solceller Vedvarende Energi Tyskland Solenergi Klima
Man holding solar panel covered with photovoltaic cells at solar park, Leipzig, Germany.
© National Geographic Stock/ Sarah Leen / WWF
Pensionskasser åbner for nødvendige investeringer i grøn energi

Fire pensionskasser lancerer i dagens udgave af Dagbladet Børsen, at de vil investere et ’stort tocifret milliardbeløb’ i alternative investeringer som skov, grøn energi og infrastruktur.

Det drejer sig om Danica, Lægernes Pensionskasse (LP), Danske civil- og akademiingeniørers Pensionskasse (DIP) og Juristernes & Økonomernes Pensionskasse (JØP), der tilsammen råder over knap 500 milliarder kroner, skriver Børsen.

Og det er en god nyhed, mener WWF Verdensnaturfonden, der længe har efterlyst flere alternative og allerhelst grønne investeringer fra netop pensionskasserne.

- Der er brug for så mange investeringer i grøn energi som overhovedet muligt. Og derfor er det positivt, at de her pensionskasser nu tager et skridt i den rigtige retning. De burde investere hver og en af de kroner, der går til energiområdet, i investeringer, som understøtter den grønne omstilling, siger seniorrådgiver på klima- og energiområdet hos WWF Verdensnaturfonden Hanne Jersild.

- Det er nemlig fuldstændig afgørende, at pensionskasserne hverken modarbejder Danmarks målsætning om at blive fossilfrit eller den globale, helt nødvendige omstilling væk fra sort energi, men tværtimod bidrager til at skaffe finansiering til vedvarende energi og energibesparelser. Hvis det stod til os, trak de derfor alle deres investeringer i sort energi og investerede i stedet pengene i for eksempel vindmølleparker, siger hun videre.

Rapport afdækkede problem
WWF Verdensnaturfonden offentliggjorde tidligere på året en rapport om de otte største, danske pensionskassers grønne investeringer og grønne ambitioner.

Det var desværre trist læsning og alt for få af de største pensionskasser gør en forskel til fordel for klimaet.

Men det kommer Danica, LP, DIP og JØP forhåbentlig til nu.

- Det er endnu uklart, hvad samarbejdet mellem de fire pensionskasser konkret fører til. Men vi giver gerne cadeau for intentionen. Nu håber jeg bare, at det munder ud i solide investeringer i grønne investeringer. Det kan både give godt afkast og god samvittighed, siger Hanne Jersild.

Du kan læse mere om WWF Verdensnaturfondens arbejde vedrørende pensionskassernes investeringer her

Solceller Vedvarende Energi Tyskland Solenergi Klima
Man holding solar panel covered with photovoltaic cells at solar park, Leipzig, Germany.
© National Geographic Stock/ Sarah Leen / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus