Kulturministeren efterlyser verdensarv i Grønland – WWF har et forslag | WWF Denmark

Kulturministeren efterlyser verdensarv i Grønland – WWF har et forslag



Nyhed lagt på den 22 marts 2018   |  
Kort over Last Ice Area
© WWF-Denmark
Lige nu er chancen der for at få nye steder på listen over potentiel UNESCO Verdensarv. Den chance har WWF grebet og afleveret et forslag om at få Last Ice Area på listen.

Den danske kulturminister Mette Bock efterlyser lige nu bud på ny verdensarv fra alle rigsdelene. Rigsfællesskabets liste over potentiel UNESCO Verdensarv er nemlig ved at være tom.

WWF Verdensnaturfonden mener, at et oplagt bud på ny grønlandsk verdensarv er Last Ice Area. Indenfor en generation vil al sommerhavis i Arktis formentlig være væk – undtagen i området langs den nordlige kystlinje af Grønland og den nordøstlige kystlinje af Canada. Derfor kaldes området Last Ice Area.

I fredags afleverede WWF Verdensnaturfonden et forslag om at optage den grønlandske del af Last Ice Area på Rigsfællesskabets tentativliste over potentielle verdensarvssteder. Det er nu op til det grønlandske landsstyre Naalakkersuisut at afgøre, om den vil sende forslaget videre til kulturministeren, som træffer den endelig beslutning om hvilke forslag, der kommer på listen.

”Grønland har noget, som er helt unikt. Allerede om 20-30 år er Arktis isfrit om sommeren – kun en lille bræmme vil være tilbage ud for Grønland og Canada. Last Ice Area bliver derfor et refugium for de dyr, der er afhængige af is året rundt. Derfor bør vi naturligvis passe ekstra godt på det her uerstattelige område – og det er mere presserende end nogensinde før”, siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg.

En særlig mulighed

Klimaforandringerne raser derudad i Arktis. Hvert årti skrumper den arktiske sommerhavis med 13 procent. Last Ice Area er i dag kendetegnet ved sin store koncentration af massiv flerårig havis, som huser et stort antal økosystemer. Det gør området til noget særligt allerede nu – men i en nær fremtid bliver det bogstaveligt talt et enestående område.

To områder i den canadiske del af Last Ice Area er allerede optaget på den canadiske tentativliste over verdensarv.    
 
Sidste gang det danske kulturministerium åbnede op for nye forslag til verdensarv var i 2010.

”Vi har lige nu en særlig mulighed, som ikke kommer igen foreløbigt. At komme på verdensarvslisten er den fornemmeste anerkendelse, et sted kan få. Hvis Last Ice Area bliver udpeget, vil hele verdens øjne rette sig mod Grønland og den smeltende is. Det vil også betyde, at Grønland kan være med til at sikre den arktiske biodiversitet i en tid, hvor klimaforandringerne gør dyrenes eksistensvilkår dårligere og dårligere. Så vi håber naturligvis, at Naalakkersuisut sender vores forslag videre til kulturministeriet i Danmark”, siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg.

Ifølge Kulturministeriet vil kulturminister Mette Bock i begyndelsen af sommeren 2018 tage stilling til hvilke emner, der skal optages på UNESCOs tentativliste.

Rigsfællesskabets tentativliste rummer i øjeblikket fire emner: Jagtområdet Aasivissuit – Nipisat i Grønland, som er ved at blive bedømt af UNESCOs rådgivere, Frederiksstad i København (inklusive Amalienborg), moler-klinterne ved Limfjorden og Vikingetidens trelleborge.

Se WWF’s video om Last Ice Area – speaket af Julie Berthelsen.  
Læs mere om Last Ice Area på wwf.dk/lasticearea  
Kort over Last Ice Area
© WWF-Denmark Forstør
Isbjørnen er en af de arter, som vil få brug for den sidste sommerhavis
© Sindre Kinnerød Forstør
Bo Øksnebjerg i Grønland
© WWF / Lars Frederik Andersen Forstør
Last Ice Area bliver refugium for narhvaler og mange andre arter
© Paul Nicklen/National Geographic Stock / WWF-Canada Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus