Permagreen | WWF Denmark

Permagreen



 rel=
Permagreen-byggeplads i Nuuk-forstaden Qinngorput, Grønland.
© Rune Langhoff/WWF

Permagreen har reduceret bilpark kraftigt

Bilparken i Permagreen er blevet reduceret med en tredjedel for at spare på udledningen af CO2. Samtidig er virksomheden som den første entreprenørvirksomhed i Grønland i gang med ISO-certificering

I Permagreen er man i gang med at ændre en af byggebranchens indgroede vaner. Nu skal der nemlig køres meget mindre og ikke mindst meget smartere i bil.

Derfor har man reduceret bilparken i Nuuk fra 42 til 30 biler.

- Vi har skåret drastisk ned på vores bilpark, for det er nok der, vi belaster mest rent CO2-mæssigt, siger driftsleder Ole Vadstrup. 

Det betyder, at folk nu kører flere i en bil, og at man forsøger at gøre op med vanen med, at folk skal hentes om morgen og køres hjem om aftenen.

- Samtidig skal det være sådan, at det kun er en bil, der kører ud med materialer, så hver tømrer eksempelvis ikke selv henter, hvad han skal bruge. Problemet er, at når der er for mange biler, bruger man dem mere, siger Ole Vadstrup videre. 

Som en del af Clean Greenland – Green Companies har Permagreen foretaget en kortlægning af deres miljøpåvirkning og igangsat en række øvrige miljø- og energiinitiativer, eksempelvis udskiftning af elpærer og vandhaner til mere miljøvenlige alternativer.

- Vi regner med at få mere bevidsthed om miljø ind i vores arbejde. På den måde er projektet en god rettesnor. Hvis ikke det havde været for dette projekt, havde vi nok ikke sparet så meget på bilerne. Det giver stof til eftertanke, siger HR- og projektchef Thomas Nicolajsen. 

Med en omsætning på omkring 400 millioner kroner og 250 ansatte, er Permagreen det største entreprenørselskab i Grønland.

Og snart bliver selskabet også det første af sin art i Grønland, der får bliver ISO-certificeret.

- Mineindustrien kræver, at vi har den slags certifikater, men det er også et rigtig godt internt værktøj, som sikrer at vi arbejder mere systematisk. Og så giver det et forspring i forhold til konkurrenterne, siger Thomas Nicolajsen. 

I alt koster de i alt tre ISO-certificering omkring 4-5 millioner kroner, men det er en investering Permagreen regner med at tjene ind igen.

Øvrige miljøtiltag:
  • Løbende udskiftning af maskinpark
  • Obligatorisk oprydning på byggepladser – godt for sikkerhed og miljø
  • Forsøg med nye mere miljøvenlige isoleringsmaterialer ved byggeri
  • Undersøger alternativer til dieseldrevne varmekanoner, der holder byggeri varme indtil indflytning