Det er nu det gælder! Læs opfordringen til Mette Gjerskov | WWF Denmark

Det er nu det gælder! Læs opfordringen til Mette Gjerskov



Nyhed lagt på den 18 maj 2012   |  
Fiji Koraller Hav Fiskeri
Fiji is famous throughout the world for spectacularly rich and vibrant soft coral reefs. Fed by nutrient rich currents, these soft coral gardens are havens and food sources for thousands of species of fish and invertebrates. Soft, corals, hard corals and anthias fish. Fiji
© Cat HOLLOWAY / WWF
Fiskebestande verden over er under pres. Men netop nu står døren på klem for at give os fisk tilbage i havet og mulighed for at købe ind med god samvittighed.

Skrevet af:
Direktør Palle Nimb, Espersen
Generalsekretær Gitte Seeberg, WWF Verdensnaturfonden
Produktionsdirektør Thorkild Nissen, Rahbekfisk
Programhef Signe D. Frese, FDB

I mandags mødtes EU’s fiskeriministre for at diskutere udformningen af fremtidens fiskeripolitik. Forhandlingerne er på vej i en afgørende fase, og i kraft af EU-formandskabet står de danske politikere med en unik mulighed.

Overfiskeri er ødelæggende for naturen og for de mennesker, hvis indkomst er afhængige af havets ressourcer. Ligeledes efterlader det de danske forbrugere på herrens mark. Det er på den baggrund at vi, en gruppe helt forskellige organisationer, stiller krav til ændring af fiskeripolitikken. Vi opfordrer Fødevareminister Mette Gjerskov til at kæmpe for en fiskeripolitik, der fokuserer på langsigtet forvaltning, fjerner udsmid, og giver ansvar tilbage til de lokale aktører.

Forandring er mulig

Selvom der findes fiskerier der foregår bæredygtigt, er vi endnu langt fra at opfylde vores internationale forpligtelser om bæredygtig udnyttelse. Mange fiskebestande er stadig overfisket - det gælder f.eks. torsken i Kattegat. At skabe et bæredygtigt fiskeri er muligt, men det kræver at viljen er til stede. EU’s fælles fiskeripolitik skal i år reformeres, og EU-kommissionens forslag fra 2011 viser, at EU tager situationen alvorligt. Et af forslagene er et forbud mod udsmid af fisk – og udsmid er et problem, der skal løses.

Men der er stadig meget, der mangler. For at komme udsmid til livs, er det vigtigste, at fiskerne fra starten fanger de rigtige fisk. Det bør ske gennem et fokus på selektive fangstmetoder, og ved at give fiskerne større ansvar for det, de fanger. For at få fiskebestandene tilbage på et bæredygtigt niveau, skal vi også bort fra de kortsigtede løsninger, der har præget politikken. Hele fiskeriet bør derfor baseres på langsigtede forvaltningsplaner, og beslutningsprocesserne tættere på de mennesker, som lever af og med konsekvenserne af det lokale fiskeri.

Mange danskere ønsker at spise mere fisk, og at handle mere bæredygtigt. Faktisk viser undersøgelser, at hele 76% af danskerne ønsker at spise flere fisk, end de gør nu. Det er på tide, at man også fra politisk side stiller mere bæredygtige krav til fiskeriet, og hjælper forbrugere og forhandlere til at købe og sælge bæredygtigt fanget fisk. Og det gælder ikke mindst alle de fisk, EU henter fra fjerne farvande.

Unik mulighed

Vi står med chancen for at skabe en gennemgribende forandring. Flere medlemslande mangler viljen til at gennemføre de påkrævede reformer, men som EU-formandskabsland kan Danmark føre reformen i den rigtige retning. Vi vil opfordre Mette Gjerskov til at engagere medlemslandene i en fiskeripolitik, som giver os fiskene tilbage i havet. Det er nu det gælder!
Fiji Koraller Hav Fiskeri
Fiji is famous throughout the world for spectacularly rich and vibrant soft coral reefs. Fed by nutrient rich currents, these soft coral gardens are havens and food sources for thousands of species of fish and invertebrates. Soft, corals, hard corals and anthias fish. Fiji
© Cat HOLLOWAY / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus