WILDLIFE REPORTERS: Haj med plastik i næsen | WWF Denmark

WILDLIFE REPORTERS: Haj med plastik i næsen



Nyhed lagt på den 03 august 2016   |  
Ella og Alberte er WWF WIldlife Reporters.
© Søren Koch / WWF
2. DAGBOG: Lotte Abils er en 30-årig tysk marinforsker, der er ekspert i basking sharks på Coll Island. Vi har i dag haft muligheden for at interviewe hende om hendes arbejde med den store haj og hendes syn på plastikforureningen.
 
Af Alberte Sally Busk og Ella Katrine Suurballe Frederiksen, 16 år, WWF Wildlife Reporters
 

På grund af lidt vejrmæssige udfordringer, blev dagens ekspedition udskudt, så vi i stedet startede med vores første forskerinterview. Vi havde begge glædet os meget til at snakke med en ekspert for at få et bedre indblik i den relativt nye forskning om den store haj.
 
Det, at forskningen i det store dyr er så sparsom, er også primært det, der har gjort den 30-årige tyske marinforsker Lotte Abils fascineret af dyret.
 
Hajer med ar efter plastik
Da vi spurgte Lotte Abils, hvad hun mener om den stigende plastikforurening, faldt en skygge over hendes ansigt. ”Det er nærmest deprimerende. Vi støder tit på store plastikstykker, som vi selvfølgelig indsamler. Selv i Skotland, hvor havene er forholdsvis rene, kan vi stadig se konsekvenserne af plastikken,” forklarede Lotte Abils.
 
Hun fortalte videre, at en af de store basking sharks omkring Coll Island engang havde været indviklet i noget plastikaffald. Selvom det hurtigt var blevet fjernet, kunne de stadig tydeligt se arrene fra plastikken året efter.
 
Store plastikstykker i vandet
Efter interviewet hoppede vi igen i våddragterne og satte kursen mod det mørkeblå Atlanterhav. Efter en 20 minutters sejltur lagde vi til i et lille skotsk paradis, Carins of Coll. Det var en tydelig kontrast til det ellers oprørske vilde hav, for vandet i den lille bugt var fuldstændigt klart og turkisblåt.
 
Desværre er selv så idylliske steder ikke beskyttet fra plastikforureningen, og på vores time lange snorkeltur fandt vi flere stykker plastik og nylonsnore i vandet ved den ellers uberørte ø. Det, at man kan finde menneskelige aftryk på et sted som dette, vidner om, hvor stort et problem plastik er. Ingen steder, lige meget hvor naturskønne de så end måtte være, er fri for vores ansvarsløse adfærd.

HVAD ER WWF WILDSCHOOL?
WWF uddanner hvert år en række unge Wildlife Reporters i WWF’s Wildschool. Wildschool har eksisteret siden 2010, og kampagnen har hvert år sendt en gruppe unge ud til forskellige dele af verden for at sætte fokus på forskellige miljø- og naturproblematikker. Som WWF Wildlife Reporter bliver man ambassadør for WWF og uddannet i at formidle miljømæssige problemstillinger gennem skrevne artikler, dagbøger, radio og TV. Årets Wildlife ekspedition sætter fokus på plastikforurening i havet og finder sted på Hebriderne i Skotland fra 1.-5. august.


FAKTA OM PLASTIK I HAVET:
  • I dag indeholder oceanerne et ton plastik for hver fem ton fisk.
  • Hvert år udledes 10 millioner tons plast i verdenshavene.
  • Plastikflasker og six pack holdere er ca. 400 år om at blive nedbrudt i naturen.
  • I dag bliver kun 14 procent af plastikemballage indsamlet til genbrug. Til sammenligning er den globale genbrugsprocent for papir oppe på 58 procent, mens den for jern og stål er på 70 til 90 procent.
  • 62 procent af al det affald, der fjernes fra verdenshavene, er plastik, heraf er størstedelen plastikemballage.
  • 100.000 havpattedyr og én million fugle lader hvert år livet på grund af plastforurening.
  • I 2050 vil den samlede vægt af al plastikaffald overstige den totale vægt af alle verdenshavenes fisk.
  • Det er ikke blot plastik, der udgør en trussel for hajer. Flere typer hajer er truet, på grund af overfiskeri og fordi efterspørgslen på deres finner er enorm på det asiatiske marked.                                                           
WWF WILDLIFE REPORTERS 2016:
Amalie Corfix, 17 år fra Lynge, Nordsjælland
Mads Keis Jepsen, 17 år fra Lynge, Nordsjælland
Amalie Myrup Wetche, 14 år fra Hinnerup, Østjylland
Amalie Schjødt-Pedersens, 14 år fra Hinnerup, Østjylland
Alberte Sally Busk, 16 år fra Faaborg, Fyn
Ella Katrine Suurballe Frederiksen, 16 år fra Faaborg, Fyn

KONTAKT:
Anne Burlund
Pressemedarbejder WWF
Email: a.burlund@wwf.dk
Telefon: 35 24 78 51 / 53 84 43 21  
Ella og Alberte er WWF WIldlife Reporters.
© Søren Koch / WWF Forstør
Ella og Alberte på snorkeltur for at spotte plastik i vandet.
© Søren Koch / WWF Forstør
Wildlife Reporterne interviewer marinforsker Lotte Abils, der er ekspert i basking sharks.
© Søren Koch / WWF Forstør
De smukke øer ved Hebriderne i Skotland, hvor Wildlife Reporters er på ekspedition.
© Søren Koch / WWF Forstør
Wildlife Reporternes er i vandet for at spotte plastik.
© Søren Koch / WWF Forstør
Ella og Alberte fandt desværre flere stykker plastik i vandet ved de ellers uspolerede skotske øer.
© Søren Koch / WWF Forstør
Wildlife Reporterne mødte også sæler på deres snorkeltur.
© Søren Koch / WWF Forstør
De smukke øer ved Hebriderne i Skotland, der desværre også er påvirket af plastikforureningen.
© Søren Koch / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus