4 havområder i Grønland udpeget som potentiel UNESCO-verdensarv
Hele fire ud af syv marine områder, som en række eksperter i en ny rapport udpeger som potentiel marin verdensarv i Arktis, er grønlandske.Der er tale om Last Ice Area, Nordvandet, Diskobugten/Store Hellefiskebanke og Scoresbysund Fjord.
Eksperterne mener de syv områder er unikke og har behov for både anerkendelse og beskyttelse. Bag rapporten står International Union for Conservation of Nature (IUCN) i partnerskab med Natural Resources Defense Council (NRDC) og UNESCO’s World Heritage Centre.
WWF Verdensnaturfonden hilser rapporten meget velkommen.
- De arktiske havområder er slet ikke beskyttet godt nok. Med den udvikling, der foregår i regionen i form af klimaforandringer, øget shipping og nye råstofprojekter, haster det med at få forvaltning på plads. Det er lettere at lave naturbeskyttelse, inden licenserne er givet, og sejlruterne er taget i brug. I Canada har regeringen sat sig det ambitiøse mål at beskytte 10 % af den marine natur inden 2020, og der er sat penge af til også at realisere målene. Vi savner at se ambitioner for beskyttelse af den marine natur ved Grønland, udtaler seniorrådgiver hos WWF Verdensnaturfonden, Mette Frost.
Rapporten kan downloades her.
- Vi er rigtig glade for, at så mange grønlandske områder, er udpeget. Det gælder ikke mindst Last Ice Area og Pikialasorsuaq/Nordvandet – områder, som er essentielle for mange havpattedyr og de mennesker, der er afhængige af dyrene. Rapporten giver god anledning til at få marin beskyttelse højere op på dagsordenen i Grønland og få drøftet, hvordan man bedst beskytter livsvigtige områder på en måde, der ikke forhindrer økonomisk udvikling, siger Mette Frost videre.
De fire grønlandske områder, der udpeges i rapporten, er:
- Et område af bestående havis nord for Grønland og Canada samt Nordøstvandet: Omfatter det område, som WWF kalder Last Ice Area, fordi is-og klimamodeller viser, at sommerhavisen her vil bestå, når den er forsvundet i resten af Arktis. Området inkluderer også åbentvandsområdet Nordøstvandet, der er vigtigt habitat for bl.a. grønlandshval, narhval og hvalros.
- Nordlige Baffinbugt: Dette område inkluderer Pikialasorsuaq/Nordvandet – det mest produktive polynie i Arktis. Nordvandet er anerkendt som et område af helt særlig økologisk og biologisk værdi (et såkaldt SUPER-EBSA, som der kun findes 13 af i hele Arktis). Bl.a. fangerne i Qaanaaq-området er afhængige af Nordvandet.
- Diskobugten og Store Hellefiskebanke: Den rige natur her er fundamentet for områdets vigtige turisme og fiskeri. Diskobugten og Store Hellefiskebanke er det andet grønlandske område, der er udpeget som et SUPER-EBSA.
- Scorebysund Fjord: Verdens største fjordsystem, der er kendetegnet ved åbent vand og en iskant ved mundingen, hvor havpattedyr og havfugle samles i forårsmånederne. Fjorden er vigtigt habitat for adskillige IUCN-rødlistede arter, herunder narhval og isbjørn.
Kommentarer
blog comments powered by Disqus