Bangladesh | WWF Denmark


 
	© David Woodfall / WWF-UK

Bangladesh

Klimabrændpunkt: Bangladesh

Når det kommer til det stigende havniveau, er Bangladesh en af de mest truede nationer i verden. Allerede nu påvirkes millioner af mennesker af det saltvand, som storme og cykloner skubber i deres drikkevand. Stiger vandet meget mere, må millioner mennesker forlade deres hjem.

Med jævne mellemrum fordriver stormene hundredtusindvis af mennesker fra deres hjem og oversvømmer hele landsbyer langs Ganges floddelta. Hvis vandstanden stiger de 90 til 180 centimeter, som FN’s klimapanel forudser, står flere millioner til permanent at tvinges fra deres hjem. 

”Hvis vandet stiger med 45 centimeter, hvilket det kan gøre i løbet af de næste 20 år, må 5,5 millioner tage et andet sted hen – de kan ikke blive her,” siger Steven Cheney, chef for the American Security Project ifølge weather.com

FN’s klimapanel forudser, at der i 2050 vil være op mod 200 millioner klimaflygtninge på grund af klimaforandringerne. Men menneskene i Bangladesh har ikke noget sted at tage hen. Grænsen mellem dem og Indien, som omkredser det meste af landet, er en bevæbnet grænse og inderne vil ikke have, at bangladesherne kommer til Indien.

WWF understreger, at det endnu ikke er for sent at bremse klimaforandringerne, men at der skal handles nu, hvis vi skal vende udviklingen. Det er nu hele verden må stå sammen om en ambitiøs, global klimaaftale.