WWF: Danmark bør spille central rolle i global grøn omstilling | WWF Denmark

WWF: Danmark bør spille central rolle i global grøn omstilling



Nyhed lagt på den 11 december 2015   |  
Konferencecenteret i Le Bourget, Paris, er rammen om klimakonferencen COP21
© Rune Langhoff/WWF
Mens verdens lande forhandler om udkommet af COP21, står det stadig uklart, hvordan verdenssamfundet helt specifikt vil nå de klimamål, de sætter sig. Her kan og bør Danmark spille en rolle - og det kræver en øget indsats fra regeringens side, mener WWF.

Over 180 af verdens lande har i forbindelse med COP21 indsendt nationale klimaplaner, som skal begrænse deres udledning af CO2 og bidrage til at holde den globale temperaturstigning under to grader.

Samtidig fastsætter den klimaaftale, som COP21 formentlig resulterer i, en række klimamål, som verdenssamfundet skal finde ud af, hvordan de vil nå.

Og her kan og bør Danmark spille en rolle, mener WWF Verdensnaturfonden - men det kræver målrettet satsning fra regeringens side.

- Danmark har gennem årtier opbygget massiv erfaring i, hvordan man gennemfører ambitiøs og omkostningseffektiv grøn omstilling. De erfaringer bør Danmark nu stille til rådighed for de mange lande, der først nu begynder deres rejse mod en grønnere fremtid, siger John Nordbo, klimachef i WWF Verdensnaturfonden.

Det vil nemlig både gavne Danmarks anseelse i udlandet og styrke den danske eksport af grønne energiteknologier, der i forvejen buldrer derudaf. Skøn fra Dansk Industri har fastlagt den potentielle eksportgevinst ved en klimaaftale til omkring 60 milliarder kroner.

- Danmark deler allerede i dag klimaerfaringer med vigtige lande som Kina og Mexico. De lytter til os, fordi vi har konkrete erfaringer med både energieffektivisering og grøn omstilling. Jeg vil derfor opfordre regeringen til snarest muligt at fordoble de ressourcer, der bruges på dette arbejde. Alle erfaringer viser, at det vil være en god investering, siger John Nordbo.

Venstre-regeringens klima- og energipolitik har sået tvivl om Danmarks rolle som foregangsland, påpeger John Nordbo, og derfor er det afgørende, at vi styrker indsatsen for at hjælpe andre lande til at gennemføre en grøn omstilling, som ikke alene vil være god for planeten, men også kan øge dansk eksport.

- Vi ved af erfaring, at vidensdeling om den grønne omstilling ude i verden også ofte resulterer i flere ordrer til de danske virksomheder, der har de grønne løsninger. Derfor er det helt nødvendigt, at regeringen gør mere for at støtte dansk erhvervsliv med at gennemføre en global grøn omstilling.

- Man kan desværre ikke beskylde Venstre-regeringen for at fremme det grønne erhvervslivs muligheder, men med en aftale her i Paris har regeringen en gylden chance, som de ikke må lade passere. Det vil være godt for Danmark og godt for verden, siger John Nordbo.
Konferencecenteret i Le Bourget, Paris, er rammen om klimakonferencen COP21
© Rune Langhoff/WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus