Klima og energipolitik | WWF Denmark

Klima og energipolitik



 rel=
Allerede i 1995 satte WWF, som en af de første danske NGO’er, fokus på klimaforandringer og bæredygtig udvikling – fordi man allerede dengang kunne se klimaforandringernes påvirkning på naturen. Siden har WWF deltaget i stort set alle COP’er. Særligt ved COP3 i Kyoto i 1997 skabte WWF stor furore – på pressekonferencen på åbningsdagen for topmødet tog vores australske kollega, Michael Rae, en brun papirspose over hovedet, for at hænge Australien ud som en af de værste klimasyndere. Og stuntet lykkedes! Billedet af Michael Rae med papirsposen over hovedet (”I am so ashamed about my country, that I don’t want to show my face”) gik verden rundt, og var i årevis et referencebillede for COP3. Det var sådan en ydmygelse af Australien, at den daværende premierminister John Howard kommenterede i de australske medier: ”It’s a cheap stunt”, sagde Howard, ”Yes”, replicerede Michael Rae, ”I got the bag for free when buying a sandwich in the airport”.
© WWF

Klimapolitisk arbejde kan ikke stå alene...

...men det er afgørende, hvis den globale temperatur ikke skal stige mere end to grader. Derfor arbejder WWF for at få politikerne til at tage beslutninger til fordel for klima og miljø.
I WWF markerer vi os klima- og energipolitisk på rigtig mange planer. Vores erfaring er nemlig, at vi rent faktisk bliver hørt. Her kan du læse mere om, hvordan vi arbejder på den politiske scene.

Temperaturen må maksimalt stige to grader (ift. 1990)

WWF presser konstant på for, at verdens regeringer skal enes om en global klimaaftale, som vil holde den globale temperaturstigning under højst to grader celsius. Det er ifølge eksperterne naturens smertegrænse. Derefter bliver der sluppet ukontrollerbare havvandsstigninger, orkaner og tørke løs – symptomer, som vi oplever i stigende grad allerede i dag. Udviklingslandene vil blive hårdest ramt.

En helt grøn verden i 2050 er ingen utopi

WWF mener, at en verden på 100 procent vedvarende energikilder kan lade sig gøre inden 2050. I Danmark kan det allerede lade sig gøre inden 2040.
Den vision arbejder vi for at få politikere og virksomheder til at turde investere i. Handling nu er forudsætningen for, at visionen kan blive til virkelighed.

Det kræver bl.a. at: 

  • der satses kraftigt på vedvarende energi
  • der spares mere på energien ved at udnytte den mere effektivt
  • der satses mere på initiativer, der kan gør det muligt at integrere store mængder vedvarende energi i energisystemet.