Galschiøt om 'Unbearable' | WWF Denmark

Galschiøt om 'Unbearable'



Nyhed lagt på den 27 oktober 2015   |  
Voksmodel af isbjørnen, der indgår i 'Unbearable' på Jens Galschiøts værksted i Odense
© Rune Langhoff/WWF
Billedkunstner Jens Galschiøt fortæller her om sit arbejde med skulpturen 'Unbearable', der udstilles i Paris til COP21 i samarbejde med WWF.  

Hvad symboliserer Unbearable?

- Skulpturen er en slags visualisering og iscenesættelse af den menneskeskabte klimapåvirkning. Jeg hører gang på gang folk betvivler, at mennesket overhovedet påvirker klimaet, og at det vi ser, bare er naturlige udsving.
Ved at spidde isbjørnen på en graf over ophobningen af CO2 de sidste 2000 år bliver menneskets påvirkning helt tydelig. Historisk set påvirker mennesket stort set ikke CO2-balancen, men så begynder vi at bruge olie og kul til varme og energiproduktion, og så går det helt galt.

- Før år 1850 har vi gennem hele menneskehedens historie brugt almindelig træ til at lave mad og varme. Det træ sendte en lille mængde CO2 op i atmosfæren, men efter vi havde forbrugt træet, voksede et nyt træ op som optog den CO2 fra atmosfæren, som netop var blevet udledt. Resultatet var, at der ikke blev ophobet CO2 i atmosfæren - vi fungerede altså i balance med naturen rent CO2-mæssigt.

- Miseren opstår, da vi for 150 år siden opfinder forbrændingsmotoren og begynder at bruge fossile brændstoffer som olie og kul. Fossile brændstoffer består af gammelt træ og andet organisk materiale, som har ligget i jorden i millioner af år og er blevet til olie og kul. Og det er disse millioner år gamle lagre, vi nu brænder af på ganske få århundreder. Derved bryder vi den hidtidige balance og forårsager en kolossal udledning af CO2 til atmosfæren.

Overdriver Unbearable-skulpturens CO2-udledningsgraf?

- Nej, den graf det spidder isbjørnen er en helt nøjagtig gengivelse af virkeligheden. Både politikere, men også klima- og miljøorganisationer har ofte svært ved at fortælle, hvor slemt det i virkeligheden står til. De skal nemlig have støtte fra deres vælgere eller medlemmer, og derfor bliver de nødt til at udvise en vis optimisme.

- Men efter min mening er der ikke meget positivt at sige om udviklingen, tværtimod. Unbearable-kurven stiger mere og mere og man jubler, når vi et enkelt år udledte lidt mindre end sidste år, men kurven stiger stadig eksplosivt. Jeg mener, man kan sammenligne det med Titanic. Menneskeheden styrer direkte imod katastrofen, alt imens alle diskuterer indretningen af skibet i stedet for at tænke på, at kursen skal ændre.

- CO2-kurven skal knækkes og nogle frygter, at det allerede er for sent. Jeg var selv ret overrasket, da jeg skulle opdatere kurven fra år 2007-2015. Det viste sig nemlig, at vi i den korte otte-årige periode har udledt over 1/5 af menneskehedens samlede CO2-udledning.

Hvorfor bruger du en isbjørn som symbol?

- Isbjørnen er et godt eksempel på en konkret dyreart, der i Arktis lider under de nuværende klimaforandringer. Den er et godt symbol, fordi det bliver helt tydelig at se, hvilke virkninger den globale opvarmning har på havisen i Arktis og dermed på isbjørnes problemer med at fange sæler m.v.  Og så har isbjørnen en "nuttethedseffekt", som er helt uovertruffen.

- Det er jo helt absurd og næsten tragikomisk at spidde den på en klimagraf. Men netop det tragikomiske gør, at budskabet bliver lettere at tage ind og man lettere husker symbolet. Men på en måde kunne det ligeså godt have været en sydhavs-ø eller en klimaflygtning, der blev spiddet på grafen.

Hvorfor laver du kunst, der har politiske budskaber?

- Enhver kunstner laver kunst ud fra en indre nødvendighed. Jeg mener, at kunst er et sprog til at formidle ens følelser. Personligt er jeg enormt frustreret over, hvilken vej min civilisation bevæger sig og denne frustration bruger jeg som brændstof, når jeg laver kunst.

- Et kunstværk kan sige mere end 1000 ord, og det kan gøre nogle meget komplekse spørgsmål og problemstillinger lettere at forstå. Jeg har valgt at bruge min kunst til at iscenesætte nogle samfundsmæssige dilemmaer, men det betyder ikke, at jeg har svar på de spørgsmål, som min kunst rejser. Hvis jeg havde det, tror jeg ikke, jeg ville lave denne type kunst. På den måde bruger jeg kunsten til at åbne op for de refleksioner og debatter, jeg oplever, der mangler i samfundet, og som jeg selv gerne vil have bearbejdet.

- Man kan sige, at jeg med min kunst tatoverer billeder ind i underbevidsthed på dem, der ser mine skulpturer.  Næste gang de hører ordet ”klimaforandringer”, dukker der måske et billede frem fra hukommelsen af en isbjørn, der er spiddet på en fem meter høj klimagraf. Hvis det sker, er min kunst lykkedes.

Hvilket ansvar har kunstnere for den verden, vi lever i?

- Jeg ser kunst som en måde at anskue verden på. Den er et middel til at sætte tingene i et anderledes perspektiv og udfordre den virkelighed, som mange anser for urokkelig. Jeg mener, at der inden for alle kunstgenrer skal være kunst, der gør netop det. Som sådan er det en meget vigtig del af kunstens ansvar – og det har det altid været.

- Men det er selvfølgelig også okay at lave kunst, der hverken forholder sig til samfund eller verden. Kunst handler jo om at følge sin motivation og inspiration, og hvis det er kærlighed eller æstetik, så er det det, man laver kunst over.

- Men jeg mener også, at det er kunstinstitutionernes og støtteordningernes ansvar at sørge for, at der også bliver præsenteret samfundskritisk kunst, og gerne noget helt normale mennesker kan forholde sig til. Som det er nu, er det meste af den billedkunst, der kan ses på museerne fuldstændig apolitisk. Den arbejder ofte ud fra at bryde æstetiske grænser eller også er den så "sofistikeret", at det er uforståeligt for hr. og fru Danmark. Jeg mener, at kunstinstitutionen fejler på dette punkt.

Hvilken opfordring vil du sende til verdens politikere?

- At tage deres ansvar alvorligt og være mere modige, fx ved at være ærlige omkring de kæmpe klimaproblemer, vi står overfor. Det kan godt være, at der er flere vælgere i at sige, at vi bare skal fortsætte forbrugerlivsstilen som tidligere, men når ingen tager nogle seriøse standpunkter ender det med at gå rigtigt galt. Og det kommer til at gå ud over vores børn og børnebørn.

- Der er en norsk professor, der har analyseret, hvorfor ungdommen ikke protesterer mere imod den måde verden håndterer den kommende klimakatastrofe på. Hans konklusion er at, hver gang man hører politikere og andre snakke om klima, møder man udsagn om, at det går fremad; at vi arbejder på at få styr på det; at der nu er så og så mange procent vindmølle-strøm; at elbilerne vinder frem osv. osv. Så de unge kan simpelthen ikke forstille sig, at ”de voksne” overhovedet ikke har styr på det.

- Det er nok en af de helt store udfordringer at få menneskeheden til at indse, at vi nok må ofre en del af vores forbrug og flyrejser og lave nogle radikale ændringer i vores energiproduktion, hvis vi vil blive ved med at have en verden uden altoverskyggende klimakaos. 
 
Voksmodel af isbjørnen, der indgår i 'Unbearable' på Jens Galschiøts værksted i Odense
© Rune Langhoff/WWF Forstør
Jens Galschiøt med skulpturen "Freedom to Pollute"
© Galleri Galschiøt Forstør
Model af 'Unbearable' der udstilles i Paris til COP21
© Galleri Galschiøt Forstør
Gitte Seeberg og Jens Galschiøt i Galschiøts værksted på Fyn.
© Rune Langhoff/WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus