COP22: Verden må ikke hvile på laurbærrene | WWF Denmark

COP22: Verden må ikke hvile på laurbærrene



Nyhed lagt på den 07 november 2016   |  
WWF-klimachef John Nordbo lover Trumps anti-klimapolitik kamp til stregen.
© WWF
Der er grund til feststemning, når COP22 åbner i dag i Marokko. Uhørt hurtigt og med bred deltagelse af store og små lande, rige som fattige, er det lykkedes at få Paris-aftalen til at træde i kraft.
 

- 2016 bliver rekordvarmt – og meget varmere end 2015, som også var rekordvarmt. Det haster altså mere end nogensinde med at få bragt klimaproblemet under kontrol. Verden må ikke hvile på laurbærrene, siger WWF Verdensnaturfondens klimachef, John Nordbo, i anledningen af åbningen af COP22.
 
FN’s miljøprogram UNEP udgav i sidste uge en rapport, som peger på, at verden stadig har kurs mod en global opvarmning på 3 grader – langt fra målet i Paris-aftalen om at holde temperaturstigningen ’et godt stykke under 2 grader’ og endda stræbe efter at begrænse stigningen til 1,5 grader.
 
WWF Verdensnaturfonden peger på den baggrund på, at COP22 bør bruges til at få truffet beslutninger, som former de kommende års klimaindsats.

2018 som det nye store klima-år 
- Vi opfordrer den danske regering til at arbejde for, at COP22 bruges til at spore resten af verden ind på, at der er i 2018 gøres status for den globale klimaindsats og skabes et grundlag for, at alle lande kan øge klimaindsatsen. Det kan ske ved, at det aftales, at verdens lande tidligt i 2018 skal fremlægge planer for den langsigtede grønne omstilling af deres samfund, som sigter mod at opfylde Paris-aftalens klima-mål. Landene bør samtidig fremlægge forslag til, hvordan der på internationalt niveau kan samarbejdes om at forstærke indsatsen, siger klimachef John Nordbo. 
 
Det er allerede aftalt, at FN’s klimapanel, IPCC, skal fremlægge en rapport i 2018 om mulighederne for og konsekvenserne af at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader.
 
- Det vil derfor være naturligt, at rapporten følges op af en seriøs debat landene imellem om, hvordan de i fællesskab kan gøre en større indsats for at nå Paris-aftalens mål, understreger John Nordbo.
 
Til gavn for dansk beskæftigelse  
WWF Verdensnaturfondens klimachef peger på at et hævet ambitionsniveau samtidig vil være til gavn for beskæftigelsen i Danmark:
 
- Hvis regeringen vil gavne dansk erhvervsliv og danske lønmodtagere, så sætter den alt ind på, at 2018 bliver det nye store klima-år, hvor verdens lande hæver ambitionsniveauet. Danske virksomheder står stærkere end alle andre landes erhvervsliv, når det gælder om at levere løsninger på klimaproblemet. En forstærket international indsats kan altså kun komme til at gavne beskæftigelsen i Danmark, siger John Nordbo. 
WWF-klimachef John Nordbo lover Trumps anti-klimapolitik kamp til stregen.
© WWF Forstør
WWF Verdensnaturfondens klimachef John Nordbo: - Lad os gøre 2018 til det nye store klima-år.
© Kim Vadskær / WWF Forstør
Fredag trådte Paris-aftalen - aftalt på COP 21 - i kraft. Idag starter så COP22 i den marokkanske turistby Marrakesch.
© WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus