Tomgang i Rio: En tynd kop te | WWF Denmark

Tomgang i Rio: En tynd kop te



Nyhed lagt på den 20 juni 2012   |  
Zebra Dyr Afrika Østafrika
Equus burchelli Burchell's zebra Details of stripes which are used to confused predators and as camouflage East Africa and Southern Africa
© Martin Harvey / WWF
Der er opnået enighed om en sluttekst til FN’s stort anlagte bæredygtighedskonference, Rio+20. Teksten er fuld af hensigtserklæringer, og tynd på finansiering.

’Der er meget lidt konkret, og rigtig mange hensigtserklæringer. Dokumentet indeholder også enighed om, at der bør gøres mere, end det er tilfældet i dag, og at de så på samme tid ikke kan blive enige om at gøre mere, viser hvor totalt lammet hele systemet i virkeligheden er’, siger klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfonden, John Nordbo.

På hele klimaområdet er der ikke meget nyt at komme efter. John Nordbo understreger, at han ikke havde sat næsen op efter en totalløsning, men han er alligevel skuffet over, hvor lidt der kommer ud af Rio-topmødet.'At man ikke bliver enige, om en endelig udfasning af støtten til fossile brændsler er rigtig ærgerligt’, siger John Nordbo til et af tekstens punkter, der nøjes med at ’invitere’ en række stater til at udfase støtten til den brune økonomi.

En FN-rapport fra i år viser, at fossile brændsler årligt modtager syv gange så meget statsstøtte som vedvarende energikilder. ’Hullet mellem det som planeten, mennesker og dyr har behov for, og det der er opnået enighed om, er enormt’, siger John Nordbo.

Et andet punkt der skaber skuffelse er den manglende enighed om at skaffe bæredygtig energi til de ca. 1,5 milliarder mennesker, der i dag ikke har adgang til energi. De politiske ledere skriver under på, at de noterer sig det såkaldte ”bæredygtig energi til alle”- initiativ. Men mere konkret bliver det ikke.

John Nordbo havde også gerne set, at landene blev enige om konkrete bæredygtighedsmål. Det er ikke sket. Klimachefen glæder sig alligevel over, at der, trods alt, er opnået enighed om at starte en proces, der skal ende med konkrete mål.

En ting der er røget helt ud af aftalen, er ideen om en global ombudsmand for fremtidige generationer.’Det er en sjov tanke, og kunne være rigtig nyttigt, fordi mange politikere ofte ignorerer de langsigtede konsekvenser til fordel for fx kortsigtet økonomisk vækst. En global ombudsmand kunne minde politikerne om vores børn og børnebørns interesser, og dermed hjælpe til at rykke bæredygtighed længere op på den politiske dagsorden’, siger John Nordbo.

Der er dog også enkelte plusser i aftalen. Bl.a. at landene er enige om, at bruttonationalproduktet er en for snæver indikator for, om den økonomiske politik er succesfuld eller ej, og at der vil blive startet en proces, der skal finde frem til alternative metoder til at måle velstand.
Zebra Dyr Afrika Østafrika
Equus burchelli Burchell's zebra Details of stripes which are used to confused predators and as camouflage East Africa and Southern Africa
© Martin Harvey / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus