Grønne organisationer: Ingen olie og gas på Lolland-Falster | WWF Denmark

Grønne organisationer: Ingen olie og gas på Lolland-Falster



Nyhed lagt på den 20 juni 2017   |  
Tre grønne organisationer opfordrer indtrængende Folketinget til at sige klart nej til olie- og gasefterforskning på Lolland-Falster.
© Jeppe B. Nielsen/Klima- og Energiministeriet

Folketingets energiudvalg skal i overmorgen tage stilling til, om det hollandske selskab, Nail Resources Denmark, skal have tilladelse til at undersøge undergrunden på Lolland-Falster med henblik på at udvinde gas og olie.

Udvalgets behandling af selskabets ansøgning blev tirsdag i sidste uge udskudt, og der er inden onsdagens behandling stillet en række spørgsmål, som skal besvares senest i dag. Blandt andet om de miljømæssige konsekvenser ved efterforskningen.

Opfordrer partierne til at sige nej
De grønne organisationer WWF Verdensnaturfonden, Det Økologiske Råd og Greenpeace opfordrer nu partierne til at sige klart nej til den aktuelle ansøgning om efterforskning af olie og gas og i stedet støtte den grønne omstilling. Som et af verdens rigeste lande bør Danmark vise vejen mod løsninger, der afhjælper klimaproblemerne mest muligt frem for at gøre dem værre.

- At give grønt lys til at lede efter olie og gas i undergrunden på Lolland-Falster vil være hovedrystende i en tid, hvor det er nødvendigt, at vi hurtigst muligt nedbringer brugen af de klimaskadelige brændsler. Det giver simpelthen ingen mening at åbne op for helt nye jagtmarker, når over 80 procent af den kul, olie og gas, der allerede er fundet i verden, skal forblive i undergrunden, hvis Paris-aftalen skal opfyldes, siger klimapolitisk rådgiver i Greenpeace, Tarjei Haaland.

Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Christian Ege:

- Olie er fortidens brændstof. Hvis Danmark indleder helt ny olieefterforskning nu, vil vi jo fremstå som de rene Trump-kopier.
 

Lovgivningen må ses efter i sømmene
- Lovgivningen må kigges efter i sømmene, siger WWF Verdensnaturfondens klimachef, John Nordbo og fortsætter:

- Det er helt urimeligt, at tilladelser til at bore efter olie og gas bliver behandlet, som om det var ekspeditionssager. Vi lever i en tid, hvor det er svært at se rationalet i at investere og i at øge udnyttelsen af fossile brændsler, så man må som minimum kunne forlange, at der kan gives en rigtig god begrundelse for investeringen. Det ser bestemt ikke ud til at være tilfældet i denne sag. 

Tre grønne organisationer opfordrer indtrængende Folketinget til at sige klart nej til olie- og gasefterforskning på Lolland-Falster.
© Jeppe B. Nielsen/Klima- og Energiministeriet Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus