Kom indenfor i verdens største globus | WWF Denmark

Kom indenfor i verdens største globus



Nyhed lagt på den 22 juni 2017   |  
Climate Planet på havnen i Aarhus
© Climate Planet
Tag familien med på tids- og rumrejse i verdens største globus og bliv klogere på klimaet og de udfordringer vi står overfor. Fra den 24. juni og seks uger frem er kæmpekloden åben for alle.

Vi hører igen og igen ordet ’klimaforandringer’, men hvordan er det egentlig klimaforandringerne hænger sammen? Og hvor galt står det rent faktisk til? Det er der sikkert mange mennesker, som har svært ved at overskue. Det forsøger CLIMATE PLANET, verdens – måske - største public service-projekt om klimaforandringerne, at ændre og samtidig give børn og voksne en unik sommerferie-oplevelse.   

CLIMATE PLANET er en enorm globus på 24 meter i diameter og 20 meter i højden svarende til et 5 etagers højhus. Midt i globens indre svæver endnu en globe, som via avanceret NASA-udstyr viser satellit-transmissioner af Jorden, som den ser ud fra rummet.

Sommeren igennem har CLIMATE PLANET, som WWF Verdensnaturfonden er partner i, slået teltpløkkerne i jorden i Aarhus som en del af Europæisk Kulturhovedstad 2017.

- Klimaforandringer er en fundamental trussel mod alt, hvad vi elsker. Men der er stadig verdensledere, som ikke anerkender klimaforandringerne – og det gør vores opgave endnu mere vigtig: Det er afgørende, at så mange børn og voksne som overhovedet muligt engageres i at sikre en sund planet med vilde dyr og rig natur. Derfor er vi meget stolte over at være en del af et så enestående projekt som CLIMATE PLANET, siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg.

Se Jorden fra rummet
Hver time viser globen en spektakulær filmfortælling om Jordens klimaudvikling fra The Big Bang og frem til i dag. Filmen er fortalt af meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard.

- Det er uhyre vigtigt, at historien kan huskes efter filmen - altså at ord som f.eks. drivhuseffekt kan forstås af alle. Jeg lægger meget vægt på, at sproget er let og enkelt - for faktisk er klimaproblemet ikke svært at forstå, når bare man beskriver det på den gode enkle måde, siger Jesper Theilgaard.

Fra den 24. juni og frem til den 6. august er CLIMATE PLANET-forestillingen åben for offentligheden.

For WWF er det en hjertesag, at vi alle sammen får øjnene op for, at vi har et fælles ansvar for planeten.

- Vi menneskers massive overforbrug går hårdt ud over klimaet og vores sårbare dyreliv. Lige nu forbruger verdens befolkning ressourcer i et omfang, der svarer til, at vi har 1,6 jordklode til rådighed. Danskerne forbruger endda dobbelt så meget – altså hele 3,2 jordkloder. Og dyrene betaler prisen. Det betyder, at der bliver færre og færre vilde dyr som isbjørnen, sneleoparden og orangutangen. Der er brug for akut handling nu, understreger Bo Øksnebjerg.

Byg en grøn fremtid i LEGO sammen med WWF
Den store globe er omringet af en oplevelsesplads med fokus på bæredygtighed i øjenhøjde. Her kan du blandt andre møde WWF Verdensnaturfonden og LEGO.

Hver dag kl. 8.30 og kl. 10.00 inviterer LEGOs 'Build the Change'-workshop børn og barnlige sjæle til at bygge vild natur og grønne løsninger i LEGO-klodser. Den 24. juni, 22. juli og 6. august vil WWF’s naturformidler Peter Skødt Knudsen hjælpe og inspirere børnene til at bygge.

Når CLIMATE PLANET stryger den globeformede teltdug på Aarhus Havn i slutningen af august, drager kæmpegloben på turné i 25 storbyer i Europa over de næste 3 år. Det forventes, at 2 mio. mennesker besøger CLIMATE PLANET.

Læs mere om CLIMATE PLANET her: http://climateplanet.org/
Climate Planet på havnen i Aarhus
© Climate Planet Forstør
WWF's pandaer foran CLIMATE PLANET
© WWF-Denmark Forstør
Peter Skødt Knudsen fra WWF Verdensnaturfonden
© Lars Norman Hestbæk Forstør
Bo Øksnebjerg - generalsekretær
© Jesper Edvardsen Forstør
CLIMATE PLANET indefra
© WWF-Denmark Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus