Skovene bliver presset, når freden sænker sig | WWF Denmark

Skovene bliver presset, når freden sænker sig



Nyhed lagt på den 08 november 2015   |  
Skov i Mekong
© Rowley / WWF
Når krige og konflikter slutter, vender flygtninge tilbage, og virksomheder får mulighed for at kaste sig over skovens værdier for profit. Det lægger et stort pres på de skove, der tidligere har fået lov at stå uberørt hen. WWF Verdensnaturfonden arbejder for at skovene bliver forvaltet så bæredygtigt som muligt.

Når krigen hærger, har ingen tid til at udnytte skoven i stor stil. Det betyder ofte, at skovene kan få lov til at stå i fred, og derfor ikke bliver fældet for at etablere plantager eller landbrug. Skovene i Myanmar er i dag pressede fra flere sider: Plantage- og landbrugsudvikling, minedrift og hjemvendte flygtninge, som skal have noget at leve af.
 
Det er vigtigt, at lokalbefolkningen er med til at sikre bæredygtigheden i brugen af skovene. WWF arbejder med lokalbefolkningen om at finde de bedste løsninger, hvor der tages hensyn til både lokalbefolkningernes behov og skovens bevarelse.
 
Det er målet, at WWF og andre organisationers arbejde med lokalbefolkningerne skal føre til frodige skove, hvor vilde dyr har plads til at færdes, og lokalbefolkningen kan blive ved med at få rent vand i vandløb og floder, mad, brænde og byggematerialer - også på lang sigt. Lokalbefolkningen skal have rettigheder og indflydelse på hvordan skovene forvaltes og udnyttes. Nationalparker skal også komme lokalbefolkningen til gavn gennem beskyttelse af deres naturressourcer og indtægter fra turisme.  Det vil skabe motivation og opbakning hos lokalbefolkningen, også til at etablere fredede naturområder.
 
Desværre er der i det konfliktfyldte land, Myanmar, stadig megen korruption og illegal handel med både tømmer og truede dyr - derfor skal det alternativ, der bygges op kunne hamle op med korruption og penge under bordet. Det er ikke en let opgave, og det vil også tage tid at få etableret et velfungerende system. WWF Verdensnaturfondens arbejde er støttet af Aage V. Jensen fond og Danida.
 
Myndighederne giver flygtningenes skov væk
En helt særlig problemstilling omkring skovene er ejerforholdene. I Myanmar lever mange etniske grupper som fordrevne flygtninge. Nogle af dem kan nu begynde at vende hjem igen, men mange hjemvendte flygtninge finder fremmede virksomheder i færd med at fælde deres skov, når de kommer hjem. Myndighederne i Myanmar har nemlig i flere tilfælde solgt dele af skovene fra til virksomheder, der tjener penge på at fælde skoven – enten som tømmer eller til at etablere plantager.
Problemet er, at skoven ikke tilhørte myndighederne, da de solgte den, men derimod lokale, der af forskellige årsager har forladt området pga. konflikter og krig.

Også skov og jord, der burde bevares er givet væk – ofte til virksomheder, der har fået tilladelse til jorden under påskud af at ville dyrke afgrøder der. Desværre har det dog oven i købet vist sig, at virksomhederne er mest interesseret i træet til tømmer, hvorfor de har fældet træerne og så er draget videre uden at dyrke jorden som lovet.
WWF’s arbejde går i disse tilfælde ud på at mægle mellem lokale, virksomheder og myndigheder, så de vigtigste skovområder kan bevares, og landbrugs- og plantagedrift foregår på en måde, der ikke skader lokalbefolkningen og miljøet.
 
 
 
Skov i Mekong
© Rowley / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus