Stærke tegn på ulvepar i Vestjylland | WWF Denmark

Stærke tegn på ulvepar i Vestjylland



Nyhed lagt på den 23 februar 2017   |  
Ulven er en naturlig bestanddel af dansk og europæisk natur og kan have positive effekter på økosystemet.
© Klein & Hubert / WWF
Et ulvepar bestående af en stor og en mindre ulv er blevet spottet i det vestlige Jylland adskillige gange uafhængigt af hinanden i løbet af efteråret og vinteren. Det skriver Naturhistorisk Museum Aarhus.
 
To frivillige opsatte derfor i oktober 2016 vildtkameraer for Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet i nogle af de områder, hvor der var størst sandsynlighed for at spotte ulvene. Samtidigt ledte man efter tegn på ulvene fx ekskrementer på skovvejene i området.
 
I løbet af de seneste måneder har kameraerne flere gange – og senest i starten af februar – spottet ”ulvelignende dyr”, der stemmer med størrelse og udseende (lange ben, kompakte tykpelsede kroppe, spidse ansigter, korte halse, buskede haler med sort spids). Forskerne mener derfor, at der efter al sandsynlighed er tale om to ulve.
 
Ulve kan gavne naturen
WWF Verdensnaturfonden er begejstret over nyheden. For ulvene kan udløse en ren kaskade af positive effekter på økosystemet.
 
- Ulven er en naturlig bestanddel af dansk og europæisk natur, og der er rigeligt føde til dem i Danmark i form af for eksempel krondyr, hvor bestanden er i vækst. I stedet for at frygte dem, skal vi være glade for, at de er vendt tilbage. Erfaringer fra Yellowstone Nationalpark i USA viser, at ulve kan have en særdeles positiv effekt på den øvrige natur og landskab, understreger Susanne Amsinck, chef for Dansk Natur i WWF Verdensnaturfonden med henvisning til, at nationalparken genindførte ulve for godt 20 år siden. Her medførte blot ganske få ulve en adfærdsændring hos hjortene og et helt andet græsningstryk, der i sidste ende ledte til en række uventede ændringer i både landskab og biodiversitet.
 
Ulvene kan have en direkte gavnlig effekt i forhold til de skader på markafgrøder, som krondyrene forårsager. Krondyrene bliver mere forsigtige, hvor der er ulv. De vil holde sig i store grupper og gemme sig i skove, hvor de er mere i skjul for ulven. Derfor anbefaler WWF Verdensnaturfonden, at der kommer mere varieret og større sammenhængende skove i Danmark – med for eksempel skovlysninger, så kronhjortene kan finde den mad, de har brug for.
 
- Derudover er ulve ikke farlige for mennesker. De er sky af natur, og de historiske omtaler af ulve-angreb på mennesker omhandler enten syge ulve med rabies eller ekstremt udsultede ulve. Der er i dag ikke rabies i hverken Tyskland eller Danmark, og der er som sagt rigeligt føde i Danmark til ulvene. Så det handler i høj grad om, at vi i Danmark får skabt plads til ulvene og evner at leve i sameksistens med dem, som det eksempelvis sker i Finland, siger Susanne Amsinck.
 
 
Ulven er en naturlig bestanddel af dansk og europæisk natur og kan have positive effekter på økosystemet.
© Klein & Hubert / WWF Forstør

Kommentarer

blog comments powered by Disqus